Kulturministeriet offentliggør nu den bestyrelse, som skal dirigere DR de næste fem år.
De i alt 11 bestyrelsesmedlemmer skal holde øje med, at alt går rigtigt for sig i den statsejede medieinstitution. Og de skal sørge for, at DR kommer så godt som muligt gennem den største forandring nogensinde med store besparelser, færre kanaler og en målsætning om, at DR bevæger sig fra at være en bred medieinstitution til at bliv et kulturelt fyrtårn.
Blandt de nye navne i bestyrelsen er Kristeligt Dagblads chefredaktør Erik Bjerager, tidligere socialdemokratisk undervisningsminister Christine Antorini og tidligere chefredaktør på Vejle Amts Folkeblad Arne Mariager.
I bestyrelsen er der også blevet plads til Venstres tidligere folketingspolitiker Karen Rønde og Zakia Elvan, som er udpeget af Alternativet.
Det er Folketingets seks partier, som i samarbejde med kulturminister Mette Bock har valgt DR’s bestyrelse.
Antropolog, forfatter og debattør Dennis Nørmark, som har siddet i bestyrelsen de seneste fire år udpeget af Liberal Alliance, bliver næstformand for DR’s nye bestyrelse. Han overtager posten fra den tidligere tv- og radiovært Trine Gregorius. Foruden Dennis Nørmark er der genvalg til tidligere folketingspolitiker for Enhedslisten Line Barfoed og debattør Kathrine Winkel Holm, som er udpeget af Dansk Folkeparti.
I spidsen for bestyrelsen sidder chef for Salling Group Marianne Bedsted, som blev udpeget tidligere på året af kulturministeren.
fortsæt med at læse









