Inspireret af den italienske marxist Antonio Gramsci peger den belgiske professor og politolog Chantal Mouffe på, at kampen om sandhederne i høj grad er kulturel. Den, der får held til at få sin ideologi til at ligne snusfornuft, står stærkest.
Foto: Finn Frandsen

Inspireret af den italienske marxist Antonio Gramsci peger den belgiske professor og politolog Chantal Mouffe på, at kampen om sandhederne i høj grad er kulturel. Den, der får held til at få sin ideologi til at ligne snusfornuft, står stærkest.

Kultur

Den belgiske politolog Chantal Mouffe peger på ny vej frem for den desillusionerede venstrefløj

Den belgiske politolog Chantal Mouffe viser vejen mod en ny strategi for venstrefløjen, der skal tage folket tilbage.

Kultur

Populisme er et forkætret ord. I Vesteuropa har det hovedsagelig været brugt de senere år til at udpege politiske modstandere, man derved vil signalere ikke er værd at lytte til. Populist kalder man den, hvis folkeophidsende løsningsforslag ikke regnes for passende i forhold til udfordringerne. Synonym? Ansvarsløshed.

For den selvbetitlet ansvarlige regeringsbærende politiker er populisten en forfører, der enten ikke har forstået problemernes rette sammenhæng eller blot svarer følelsesmæssigt og nødvendigvis irrationelt på dem (Vi glemmer et øjeblik, at det irrationelle blot er en rationalitet, man endnu ikke har forstået).

At anklage nogen for populisme er på den måde et retorisk greb, der sigter efter at afmærke grænserne for, hvad de, der bruger begrebet, anser for sømmelig politisk debat. Det handler om at fastsætte en ramme for måden, hvorpå tingene bør diskuteres – og ikke mindst hvad, man overhovedet kan diskutere. Skældsords-brugen er med andre ord en disciplineringsstok, der hidkaldes af magthaverne for at fastsætte en konsensus.

Spørger man den belgiske politolog Chantal Mouffe, der har skrevet bogen ’For a Left Populism’, er ovennævnte brug af ordet lige præcis det sproglige symptom på den sygdom, der æder vores demokratier op indefra, men som samtidig er så spøgelsesagtigt svært at få begreb om: neoliberalismen.

Mouffes bog udkom, netop som De Gule Veste indtog rundkørslerne rundtomkring i landet

For hvor andre politiske ideologier tidligere har kaldt sig selv ved navn, er det karakteristiske for den neoliberale revolution netop, at få rent faktisk påberåber sig den – parallelt med at alle applikerer dens forskrifter. Som dens konservative forkvinde Margaret Thatcher spydigt svarede, da hun engang blev bedt om at opliste sin største politiske sejr: »Tony Blair og New Labour«. Thatcher havde vundet, i det øjeblik hun fik sin modstander til at lyde som sig selv.

Det, som premierministerens svar peger på, er, at mens socialdemokrater, konservative og liberale har kunnet være uenige om fordelingen af goder, har de siden 80’erne grundlæggende været enige om, hvordan et effektivt samfund skal drives: Alle aspekter af samfunds- og menneskelivet skal underkastes konkurrencens lutrende energi; statsmagten skal bruges til at skabe og sikre stadig flere markeder. Fællesskabet, forestiller man sig, er bedst tjent ved at være privat, og kolleger opnår de bedste resultater, såfremt de er konkurrenter. Det er neoliberalismens kerne.

For at parafrasere Hannah Arendt er problemet ved dette menneskesyn – det rationelt handlende homo economicus – ikke som sådan, at det ikke er rigtigt, men derimod, at det kan vise sig at blive sandt, hvis den moderne kapital får magt, som den har agt. Med andre ord: at vi virkelig bliver så endimensionelle, som visse økonomer fantaserer om, at vi allerede er.

Demokrati uden folk

For Mouffe er faren ved den neoliberale ideologi dog lige så meget, at den perverterer selve essensen i den form for menneskelig handlen, vi kalder politik. For politik, siger Mouffe, er netop ikke teknisk konsensus, det er den stadige konflikt mellem stridende synspunkter og interesser – det, hun kalder den agonistiske model. I den forstand har vi siden Murens fald levet i en slags postpolitisk tilstand, hvor administratorerne nok kan udskiftes, men hvor systemet vedbliver. Med andre ord: Vi stemmer og stemmer, men det er i sidste ende de samme, der bestemmer.

Merkels finansminister Wolfgang Schaüble illustrerede det meget præcist i en kommentar til sin græske pendant Yanis Varoufakis under gældskrisen: »Vi kan ikke lade et valg forandre et EU-lands økonomiske program«.

Det praktiske resultat af det neoliberale teknokrati er noget så paradoksalt som et demokrati uden folk.

Over for dette, skriver Mouffe, må venstrefløjen tage folket tilbage og radikalisere demokratiet. Politik handler om at bygge et fællesskab, en handling, der finder sted igennem konstruktionen af en modstander. Identitet skabes negativt. Det er den indsigt, socialdemokratierne har forsømt, da de accepterede den neoliberale konsensus.

Samtidig må venstrefløjen erkende to ting: 1) At det er umuligt at mobilisere mod abstraktioner – ingen går på gaden mod kapitalismen som sådan. 2) En politisk strategi, der formuleres omkring en række sær-identiteters krav, er, som historien viser, dømt til vælgermæssig fiasko.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mouffe understreger, at nutidens populisme har to ansigter. En højrenational udgave (Trump, Le Pen, Thulesen Dahl) der sætter skellet mellem et kulturelt folk og »de fremmede«, og en venstrepopulisme, der modstiller folket og oligarkerne – den ene procent af verdens befolkning, der ifølge Crédit Suisse sidder på 47 procent af verdens velstand.

For at afværge mulig kritik er Mouffe påpasselig med at understrege, at det »folk«, hun taler om, ikke er en empirisk ting, men en sproglig handling. Folket bliver skabt, når det bliver sagt.

Inspireret af den italienske marxist Antonio Gramsci peger Mouffe på, at kampen om sandhederne i høj grad er kulturel. Den, der får held til at få sin ideologi til at ligne snusfornuft, står stærkest. Derfor står slaget om betydningen af de ord, vi bruger. Får ordet ’frihed’ os til at tænke på de evige vidder – den amerikanske drøm om det atomare individ på sin Harley – eller forbinder vi begrebet med en forløsning i fællesskabet? Om vi forestiller os friheden negativt eller positivt, bestemmer, hvilke valg vi tager, hvilket samfund vi bygger.

Systemkritik tilbage

I Sydeuropa har Mouffe længe haft en stor stjerne – hos Podemos i Spanien, La France Insoumise i Frankrig og Syriza i Grækenland læses hendes bøger grundigt. Interessant nok udkom den franske oversættelse af Mouffes bog, netop som De Gule Veste indtog rundkørslerne rundtomkring i landet.

Her har højrepopulisterne, groft sagt, forsøgt at bortforklare De Gule Vestes oplevelse af social deklassering som en konsekvens af kulturelt identitetstab. Den læsning gør, at de principielt er ude af stand til at pege på løsninger, der rent faktisk forbedrer livssituationen for dem, som protesterer.

Omvendt har venstrepopulisterne peget på den lave mindsteløn, de stigende forbrugspriser og den voldsomme omfordeling af rigdom i retning af de rigeste som vredens rod. Problemet, siger de, er den herskende kaste, oligarkiet, den ene procent – vælg selv – der ikke alene udbytter resten, men også er i færd med at kaste planeten på bålet. Eller som De Gule Veste siger: De, der repræsenterer os, er ikke repræsentative.

Ifølge Mouffe befinder vi os i, hvad Gramsci kaldte et interregnum, et øjeblik, hvor meget tyder på, at det gamle system er hendøende, men hvor det nye endnu ikke kan fødes. Det skaber kriser og gør konflikter mere voldsomme. Men det giver også muligheder. Systemkritikken er kommet på mode igen. At en majoritet af franskmændene igennem krisen har støttet De Gule Veste, tyder på, at Mouffe har ret i sin diagnose – at der her er et nyt spillerum for venstrefløjen, forudsat at man er i stand til at rumme og give sprog til vreden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Et spørgsmål giver Mouffe dog ikke svar på. Er det overhovedet muligt at føre den type venstresocialdemokratiske politik, hun anbefaler? Er hendes reformisme ikke blevet umuliggjort af de tværnationale kapitalstrømme?

I sin korte, velskrevne bog giver Mouffe ikke svar på alt. Til gengæld giver hun stof til eftertanke; et skud tænkning, der anbefales til alle, der ønsker, at venstrefløjen skal være andet og mere end sorg over i fortiden tabte fremtider.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

  • 
    Arkitekt Jørn Utzon viser prototype på etfamiliehus i 1969.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?
    Hør podcast: Jørn Utzon – glemte Danmark sin største arkitekt?

    Henter…

    I dag er der premiere på dokumentarfilmen ’Jørn Utzon – manden & arkitekten’ om den dansker, der bl.a. tegnede Sidney-operaen: En bygning, der regnes med blandt det 20. århundredes mest ikoniske bygningsværker. Men hvordan endte Jørn Utzons hjertebarn, operaen i Sidney, som hans livs tragedie? Og hvorfor frøs danske arkitekter ham siden ud?

Forsiden

Annonce