Niels Lyngsø er en sprogets mand. Poesi, romaner, oversættelser er kommet i en lind strøm. Men i arbejdet med en roman satte en skriveblokering ind, og det førte ham, strammeren med det store ego (hans egne ord), til Sverige for i ti dage at meditere i et afsidesliggende retreat. Vipassana hedder det. Buddhistisk træning af sindet. Mænd og kvinder for sig. Forbud mod samtale. Lange dage i siddende stilling, kun afbrudt af mad, søvn og korte instrukser og foredrag af instruktører.
På tredjedagen kom gennembruddet. I hans ellers evigt kværnende hoved var der total stilhed. De første dage havde været en kamp for ikke at tænke. Seksuelle fantasier, fragmenter af popsange, alt muligt dukkede hele tiden op, men så var der hul igennem: »Aldrig i mit liv havde jeg oplevet noget så vidunderligt og fredfyldt. Det var som at have stået inde i en brølende skolegård hele sit liv og så pludselig finde en låge i muren og smutte om på den anden side, ind i en have, hvor der var stille og rart«.
Egoet stod i vejen
Lyngsø var uden telefon, internet, papir og blyant, samtale med andre mennesker. Han var alene med sig selv, og det, han har skrevet om turen til Sverige og konsekvenserne af den, er memoreret.
Resultatet er både interessant og fascinerende. Ikke en gør-det-selv-bog, men en meget personlig sådan-gjorde-jeg-bog. Lyngsø kalder Vipassana »empirisk funderet bevidsthedsforskning«, indsigtsmeditation, og hans kronologisk opbyggede beretning er fuld af spændende indsigt med direkte bud til alle, der bakser med de personlige balancer.
Selv erkender han, efter at hans ego har stået i vejen for ham hele livet, »at det afgørende ikke er at blive mere jeg-løs, det afgørende er at blive mere uselvisk«.
Det spændende er, at erkendelserne ikke er resultat af intellektuel refleksion eller samtale med andre, men konsekvens af langvarig meditation med fokus på åndedrættet. Han oplever skellet mellem krop og selv forsvinde. Han erfarer, at der ikke er et jeg. Og det er så at sige vejrtrækningen, der fører ham til indsigtens sted. I forordet skriver han, at han har fået en ny selvopfattelse, både psykologisk, filosofisk og spirituelt. Et sted hedder det: »Nirvana virkede ikke længere uopnåeligt«.
Som en klassisk videnskabsmand
Det er anmelderens klare indtryk, at meditation i Sverige, også i udgaven med ti dages tavshed, efterhånden er temmelig udbredt. Det særlige ved Lyngsøs essay er, at han reflekterer kritisk over et sådant forløb. Han beskriver sansninger, frustrationer, sejre, op- og nedture i løbet af de ti dage og formår at sætte dem i perspektiv. Det er ikke en frelst fortælling fra en, der har set lyset. Han har set lyset, eller rettere, mærket det. Ligesom han endnu en gang mærkede både selvovervurderingen, paranoiaen og socialangsten slå til. Men han fortæller om det, som en klassisk videnskabsmand med respekt for både empiri og metodekritik ville gøre det. Han er på en gang forsøgsperson og projektleder, og projektet er ham selv. Han er ikke guru på frelserfærd, og modsat flere andre, der taler den buddhistiske meditations sag, gør åbenheden, ærligheden i kombination med den kritiske perspektivering, ham troværdig. Og så har han sproget i sin magt, og det løfter fortællingen, som man stryger lige igennem. Kommer der flere gennembrud? Kan man virkelig nå så langt på så kort tid? Skulle man selv styre kareten mod skovene i nord og sætte sig i lotusstilling med hættetrøje på?
Meditationens mål
Blandt de pointer, Lyngsø fremhæver, er, at man ikke må meditere ud fra en craving, et begær eller en ambition. Om f.eks. at ville kurere migræne, stress, depression – eller skriveblokering. Det kan gøre ondt værre. Ens eneste mål skal være at mindske lidelsen.
Han erfarer også, at sproglig aktivitet har en ’bedøvende’ indvirkning på kroppen, hvilket får ham til at overveje, om han som litteraturmenneske har overvurderet litteraturens frigørende muligheder. »Kan sproget overhovedet bruges æstetisk hvis ord fungerer som anæstesi?«.
En dag slap Niels Lyngsø kontrollen. Med altNår meditation er udbredt, skyldes det uden tvivl de samfundsmæssige omstændigheder. Ikke nødvendigvis som oprør, men som udtryk for en naturlig evolution. Fordi folk mediterer for at kunne kapere de store massesamfunds konstante fristelser.
Det er ikke en selvhjælpsbog
Til sidst i bogen, hvor behovet for endelig at måtte samtale bliver udløst, fordi de ti dage er gået, refererer Lyngsø en anden kursists udsyrede overvejelser om ’The Matrix’-filmene. Den gamle idé om, at universet slet ikke eksisterer objektivt, men bliver frembragt af vores bevidsthed, »Ud fra et mulighedsfelt genereret af noget andet som befinder sig udenfor universet«. Hmmm. Så hellere forestillingen om, at poesi, som den pludselig kan poppe frem i en digter, er udtryk for »universets selvbevidsthed«, som Novalis formulerede det. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have taget afsnittene om ’The Matrix’ med i bogen.
På den anden side er dette jo netop ikke en selvhjælpsbog, men en forfatters fortælling om de åndedrag, som forandrede ham radikalt, dengang han var langt ude i skoven i Sverige.
fortsæt med at læse
