Klimaforandringen er anledningen til ’Arctic Imagination’, en række arrangementer og nu en stor gennemillustreret engelsksproget publikation fra Det Kgl. Bibliotek. Bogen åbner med en mand, der omfavner et isbjerg i Paris – Olafur Eliasson og Minik Rosings geniale og manende illustration af klimaforandringen. Mens verdens ledere forhandlede om verdens klimafremtid, lå 12 husstore isbjerge og smeltede bort på en plads i Paris. Smukke og frygtelig forgængelige.
Lise Bach Hansen, chef for publikumsarrangementer, foredrag og litteratur ved Det Kgl. Bibliotek og bogens ene redaktør, skriver i sin indledning, at nu havde eksperter i klimaforandring, aktivister og diplomater kæmpet med spørgsmålet: Hvad gør vi, når den arktiske is forsvinder? Så: »Det var på tide, at bibliotekerne gik ind i kampen. For hvilket bedre sted kan vi forestille os vores fremtid end netop det sted, hvor vores fortid bliver bevaret«, spørger hun. Fremragende, at bibliotekerne melder sig i klimakampen og fra arkiverne og vores kollektive hukommelse vil sætte det lange lys på fremtiden.
Intet nyt siden Rasmussen?
I bogen er fire kunstnere blevet bedt om at skrive en tekst ud fra noget, bibliotekerne har gemt: Forfatteren Kim Leine giver stemme til Aage Bertelsen, der maler sit berømte maleri fra ishulen Gnipa på Danmark-ekspeditionen i 1906. Fotografen Henrik Saxgren kører på hundeslæde, som Danmark-ekspeditionen gjorde det på et foto fra 1906. Musikeren Laurie Anderson ser på et billede fra 1897 af August Andrés forulykkede ballon på isen og tænker tilbage på en ungdomstur til Nordcanada. Og forfatteren Sørine Steenholdt gendigter sagnet om fangeren Akigsiak, der myrdede en mand, som en tragisk historie om en grønlænder i det moderne København.
I bogen er der ikke et eneste foto af vor tids Arktis, og den smeltende is ligger i Paris. ’Arctic Imagination’snutidsbilleder viser talende hoveder på scenen i Det Kgl. Bibliotek. Der bliver sikkert sagt noget klogt om isen, der smelter, men vi hører det ikke i bogen. Hvor er den smeltende is? For det er vel den og ikke Det Kgl. Bibliotek, der er hovedpersonen?
Arktis optræder kun på de klassiske og velkendte fotos af Fridtjof Nansen, Knud Rasmussen, Robert Pearry og August Andrée. Præmissen for bogen er, at bibliotekerne i Nuuk, Stockholm, Oslo, New York og København viser, hvad de har gemt om Arktis. Kan det passe, at man intet har indsamlet siden Knud Rasmussens tid?
Passive ofre
Sarah Giersing kritiserer i en af bogens korte tekster det koloniale blik på grønlænderne. Reproducerer bogen i sit fokus på Arktis’ erobrere ikke netop dette blik på grønlænderne som de passive ofre for de hvide mænd, danskerne, kapitalismen, klimaet, eller hvem vi nu udnævner til skurken? Der er ikke ét ord i bogen om de arktiske folks konstruktive tilpasning til den smeltende is.
Med al respekt for de dygtige og velmenende bidragydere lever resten af bogen ikke op til starten. Mest nedslående ved dette festskrift for arrangementet ’Arctic Imagination’ er, at der intet substantielt, intet nyt, intet kritisk står om det globale problem, klimaforandringen er, og som den smeltende is kun er et af mange tegn på.
I sin indledning spørger Lise Bach Hansen som sagt, hvem der ud over bibliotekerne kan finde svar på, hvad vi skal gøre, når den arktiske is smelter.
Måske skulle hun tage til Grønland?
fortsæt med at læse
