I Trine Søndergaards  fotografiske scenarier er der for eksempel kvinder, der skjuler deres identitet bag masker, ved at vende ryggen til os eller som her ved at løfte en hånd eller begge hænder op foran ansigtet.
Foto: Trine Søndergaard/Martin Asbæk Gallery

I Trine Søndergaards fotografiske scenarier er der for eksempel kvinder, der skjuler deres identitet bag masker, ved at vende ryggen til os eller som her ved at løfte en hånd eller begge hænder op foran ansigtet.

Kultur

Ser du også dødsmasker og tissekoner? Dansk kunstner vil vise os de ting, vi ellers går og overser

Trine Søndergaards nye udstilling af fotografier understreger, hvor svær hun er at sætte i bås.

Kultur

Trine Søndergaard er en fotograf, der har gjort det til en vane at flytte sig, hver eneste gang hun udstiller. Denne nysgerrighed efter at afsøge mediets grænser – og sine egne grænser inden for mediet – er også blevet hendes styrke.

Motivernes forvandling til noget nyt synes nærmest at være en forudsætning for, at hun skaber værkerne og viser dem frem. Men bemærk: Hun viser aldrig det hele.

Der er nemlig noget typisk gedulgt over hendes fotografiske scenarier af for eksempel kvinder. De skjuler deres identitet bag masker, ved at vende ryggen til os eller – som her på den nye udstilling ’Nearer the Time’ – ved at løfte en hånd eller begge hænder op foran ansigtet.

Foto: Trine Søndergaard/Martin Asbæk Gallery

På den måde får hendes værker en tvistet dobbelthed. For når Trine Søndergaard eksponerer billeder – og udstiller dem, som nu i tre serier hos Martin Asbæk – må det være for at gøre os opmærksom på noget, som vi ellers ikke ville lægge mærke til – uden fotografiet som sladrehank.

Og dog er motivet sådan konstrueret eller bygget op, at det skjuler noget af det, som det oprindelig burde vise os. Hvis det er et bestemt forhold, som fotografen vil indvie os i, får vi det kun serveret fragmentarisk.

En ikke ubetydelig del af fotografiet giver først mening og danner først en helhed, når vi ved forestillingens hjælp digter det i billedet, der slet ikke er der. Fotografen komponerer og konstruerer. Vores opgave er derimod at kompensere.

Et følsomt sted

Den anden serie er en slags fotografisk stamtavle. De visuelle roller udgøres af fire generationer af koner, kvinder eller piger, hentet fra samme familie.

Stamtræet begynder for neden – med familiens ældste medlem – og forplanter sig lodret, indtil det tre etager længere oppe forgrener sig ud i de fire yngste medlemmer.

Trods deres meget forskellige alder har alle på den skematiske tavle, fra den ældste til de yngste, noget at være fælles om: lukkede øjne og en teint så farveløs, som drejede det sig om buster eller dødsmasker. Især dødsmasker kendes på deres bleghed og sammenknebne eller lukkede øjne.

Noget af den samme dobbelthed gælder Trine Søndergaards sidste og mest dominerende serie på udstillingen.

Det er en række sammensatte optagelser af trærødder, der er beskadiget, blottet eller ved at heles. Trærodden er så centralt placeret, at den er som et lysende billede i billedfeltet. Ja, den får nærmest en ikonisk karakter.

Man er i hvert fald ikke i tvivl om, at den er det vigtigste i fotografiet, eftersom den også er det eneste. For den er fritskrabet og placeret mod en ensfarvet baggrund, som kun belysningen i rummet får til at changere mellem lys eller mørk.

Foto: Trine Søndergaard/Martin Asbæk Gallery

’Callus’ er seriens navn. Det er den latinske betegnelse for det brusklignende knoglevæv, der dannes, når et brud eller et sår er ved at heles.

Men Trine Søndergaards fotografier er ikke billeder af knogler, men af træer. Og træer er ikke knogler. Begge er organiske og kan påvirkes af omgivelserne. Herfra er der måske heller ikke så langt til det mest følsomme sted på den kvindelige krop.

»Det er en tissekone«, betroede en kunsthistoriker mig under ferniseringen, og bemærkningen gik på ’Callus’. Jeg må indrømme, at jeg ikke selv havde set det før

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er en tissekone«, betroede en kunsthistoriker mig under ferniseringen, og bemærkningen gik på ’Callus’. Jeg må indrømme, at jeg ikke selv havde set det før.

Men efter oplysningen var det svært at se andet. Men måske var der bare tale en om en association. En tankekobling. Fotografierne med navnet ’Callus’ er uanset navnet bearbejdede. Der er gjort noget ved dem, de er blevet påvirket og måske også forandret, akkurat som man gennem indgreb kan påvirke eller ændre roden på et træ.

Mere, end kameraet ser

Det, som det digitale fotografi i kraft sin modtagelighed har registreret, er ikke identisk med det, vi ser, når vi besøger serien. For vi ser mere end noget kamera.

Det giver ingen mening at spørge efter, om Trine Søndergaard er lige meget til stede i disse tre ret forskellige udstillingsbidrag.

Måske er diversiteten hendes måde at være til stede på og hendes mest typiske bidrag til fotografiet. Inden for sine egne grænser er hun ret uforudsigelig. Derfor er hun værd at kigge efter i sømmene.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce