Konceptet hedder ’Øl og opera’. Det koster en flad halvtredser at komme ind, og da jeg dukkede op til premiere i Absalon onsdag aften, var den tidligere kirke proppet med publikum. Flittige medhjælpere havde travlt med at sælge billetter og bænke folk ved langborde, og der var kø til baren.
Susanna og Figaros bryllup.Iscenesættelse: Freja Friberg Lyme. Solister: Signe Sneh Durholm, David Kragh Danving m.fl. Kammerklubbens Orkester. Dirigent: Bo Asger Kristensen. Absalon. Onsdag. Spiller til 24. april.
Men ’Øl & Opera’ er ikke pjat. Selv om det er opera på den afslappede måde, er det serveret professionelt, og da det var tid til forestilling, gik instruktøren Freja Friberg Lyme på scenen og annoncerede, at nu lukkede baren, og forestillingen begyndte. Det er Lyme, der står bag, når der er opera i Folkehuset Absalon på Vesterbro i København, og hun er producent på forestillingerne foruden at være instruktør. Hendes take på Mozartklassikeren ’Figaros bryllup’ fungerer, selv om der er tale om en drastisk omprioritering, hvor de kendte arier og uddrag bruges i en ny handlings tjeneste.
Oh, skål! 'Øl og opera' vender tilbage til Absalon efter sidste års succesIdéen er at skære alle de saftige bidder ud og servere dem, så et nyt værk opstår, men så Mozarts musik alligevel virker intakt, og det lykkes.
Sangerne var alle enten unge eller helt unge. Bag dem spillede et lille kammerorkester af unge musikere, og på scenen blev der drukket rosé af flasken og åbnet dåseøl. Det her er både Figaros og Susannas bryllup, men de to er ikke længere tjenestefolk hos en greve i gamle dage. De er et ungt par af i dag, og greven og grevinden er deres venner, som selvfølgelig er inviteret med til festen. Sammen med publikum, for resten.
Kvinderne rykket frem
Figaro er nervøs, men dirigenten beroliger ham, og den første, der holder bryllupstale i form af et recitativ og en arie, er Susanna.
Kvindekaraktererne er rykket i front i Lymes Figarofortælling, og Susannas bryllup med Figaro fucker fuldstændig op. Fornærmelser i form af både sang og tale fyger frem og tilbage mellem gæsterne. Brudgommen siger »pis«, fordi han er løbet tør for smøger, og alkoholen gør sin virkning. Den omsiggribende utroskab, der er motoren i Mozarts og Da Pontes originalversion fra 1786, er lige så aktuel i 2019. Mændene skændes og forlanger hævn, og den unge stikirenddreng Cherubino – der hos Mozart er en såkaldt bukserolle, det vil sige en manderolle sunget af en kvinde – er blevet til en ung kvinde ved navn Cherubina, der lige dér, midt på scenen, opdager, at hun er lesbisk. Hun er mødt op til festen uden partner, men hun længes også efter kærligheden, og hun får i hvert fald vakt sit begær.
Fantastisk ung baryton
Ligesom de øvrige medvirkende får Cherubina lov at synge sine highlights fra operaen, og leveret af den rutinerede Nana Bugge Rasmussen lød de godt.
Regina Unnur Olafsdottirs grevinde, der havde fået sit fornavn Rosina fra dengang, hun stadig var en hovedperson i Rossinis ’Barberen i Sevilla’, tilbage, fremstod afpillet og forsømt, og Elenor Wiman som Figaros mor var ligesom hendes mand, Bartolo, sunget af Johan Dornwald, ikke helt let at forstå, selv om forestillingen synges på dansk.
Operaen var »så skør og dunkel, at det forvirrede publikum ikke engang kunne mønstre viljen til at buhe«Men Signe Sneh Durholm som Susanna var vidunderlig, Frederik Päevatalu Rolin som Figaros ven Almaviva var sjov og velsyngende, og som Figaro var David Kragh Danving forestillingens fund. Han har allerede sunget på blandt andet Den Fynske Opera, og her kommer en ny baryton med fantastisk klang og fed teknik, super scenefremtoning og sikker forvaltning af et stort parti.
Der var god stemning og koncentration under de fem kvarters forestilling, og der kommer tre forestillinger mere. En om måneden frem til slutningen af april.
Information finder man på Absalons hjemmeside, men inspirationen sørger holdet af unge medvirkende og instruktøren for. Freja Friberg Lyme har lavet forestillinger på Vesterbro før, og hun har også instrueret mindre ting for Teater Hedeland, Den Jyske Opera og Den Fynske Opera. Jeg føler mig ret overbevist om, at vi kommer til at se mere til hende.
Åben Opera er under alle omstændigheder et godt initiativ, og konceptet ’Øl & Opera’ er en fin lille hverdagsfest.
fortsæt med at læse








