Hvis gamle malerier er skrøbelige, er det ingenting mod, hvad lige så gamle tegninger kan være. Det, der er betingelsen for, at man kan se dem og beundre dem, nemlig lys, er også i ukontrollerede mængder det, der kan ødelægge dem. Derfor opbevarer museerne klassiske mestertegninger under meget beskyttede forhold, og de bliver så sjældent vist frem, at man nemt kan glemme, at de overhovedet findes.
Det er tilfældet med en række tegninger af Leonardo da Vinci, som ejes af The Metropolitan Museum of Art i New York, også kaldet The Met, og som nu er taget frem og hængt op for at markere 500-året for Leonardos død. De har fået naboskab af andre arbejder på papir af Wenceslaus Hollar, efter Leonardos værker, samt en tegning af Rembrandt, som viser Leonardo da Vincis berømte nadver i Milano (som den hollandske kunstner må have kendt fra kopier, eftersom han aldrig selv var i Milano).
Den afbildede tegning af en kvindes ansigt er udført med 2-3 slags farvekridt, især sort og rødt, og er typisk for Leonardos umiskendelige sfumato. Det er en uhyre fint gradueret måde at tegne på, således at overgangen mellem lys og skygge bliver dunblød og hårfin. Det er dog ikke ensbetydende med, at tegningen altid har været tilskrevet Leonardo. Men når en forsker går tæt på denne mestertegning, vil man kunne se, at den afslørende skravering må være foretaget med venstre hånd – og Leonardo var venstrehåndet!
fortsæt med at læse
