Lukas Graham får hård kritik på de sociale medier, fordi han har lavet en coverversion af den kontroversielle rapper XXXTentacions ’SAD!’. Sangen er nu fjernet fra Spotify.

Kritikken hagler ned over Lukas Graham: »Jeg er virkelig ked af den smerte, jeg har forårsaget«

Lukas Graham fortryder coverversion af XXXTentacions 'SAD!' Arkivfoto Mogens Flindt
Lukas Graham fortryder coverversion af XXXTentacions 'SAD!' Arkivfoto Mogens Flindt
Lyt til artiklen

Det var ikke nogen god idé, bandet Lukas Graham fik, da det lavede en coverversion af den voldelige afdøde amerikanske rapper XXXTentacions sang ’SAD!’.

Coverversionen blev mødt med hård kritik på de sociale medier, og lørdag aften postede bandets frontfigur, Lukas Forchhammer, en uforbeholden undskyldning på både Facebook og Twitter, skriver DR.

»Vores cover af ’SAD’ vil blive fjernet asap. Jeg kendte ikke til hans voldelige historik. Jeg er virkelig ked af den smerte, jeg har forårsaget. Og jeg er vred over, at ingen har fortalt mig om det før nu. Igen, undskyld«, skrev han på Twitter.

XXXTentacion med det borgerlige navn Janseh Dwayne Ricardo Onfroy blev i juni 2018 skudt i sin bil i Florida. Ugen efter var hans sang ’SAD!’ røget fra en 52.-plads op på 1.-pladsen på den amerikanske hitliste Billboard Hot 100.

Rapperen blev i 2016 dømt for overfald og røveri, ligesom han var anklaget for vold, blandt andet mod ekskærester. Da han blev dræbt, var han i husarrest og afventede en dom efter anklager om vold mod sin gravide kæreste.

Lukas Graham er ikke den første, der har trukket en coverversion af et XXXTentacion-nummer tilbage. Han deler skæbne med Alicia Keys, der efter voldsomme reaktioner på de sociale medier måtte slette en video fra Twitter, hvor hun sammen med sin søn sang nummeret ’What are You Afraid of’.

Lukas Grahams coverversion af ’SAD!’ var en del af en såkaldt Spotify-session, hvor forskellige musikere optager livenumre i Spotifys hovedkvarter i Stockholm.

Torben Benner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her