Leonora Christina Skov har med et overbevisende stemmetal vundet De Gyldne Laurbær for romanen ’Den der lever stille’.

Smertefuld historie sikrer Leonora Christina Skov De Gyldne Laurbær

Forfatter Leonora Christina Skov har stor succes med sin seneste bog, 'Den, der lever stille', som nu giver hende DE g yldne Laurbær. Bileldet er fra en tidligere reportage, hvor Politiken fulgte med til bogsignering i Odense.
   Arkivfoto Mads Nissen
Forfatter Leonora Christina Skov har stor succes med sin seneste bog, 'Den, der lever stille', som nu giver hende DE g yldne Laurbær. Bileldet er fra en tidligere reportage, hvor Politiken fulgte med til bogsignering i Odense. Arkivfoto Mads Nissen
Lyt til artiklen

Læserne og boghandlerne har ikke været i tvivl. Det seneste års mest populære forfatter er Leonora Christina Skov, og nu får hun De Gyldne Laurbær for romanen ’Den der lever stille’.

Læserne har allerede købt omkring 100.000 eksemplarer af bogen, og da stemmerne fra landets boghandlere blev talt op mandag formiddag havde Leonora Christina Skovs roman fået over halvdelen af stemmerne.

Stiv medvind

»Det er stiv medvind«, som den 42-årige forfatter selv udtrykte det i februar sidste år, da bogen på under to måneder havde solgt 30.000 eksemplarer.

Romanen er den smertefulde historie om, hvordan det er vokse op i et hjem og føle sig uelsket af både sin mor og sin far, og ikke mindst om hvordan det er, at forældrene vender en ryggen, når man springer ud som homoseksuel. Forfatteren havde ingen kontakt med sine forældre i syv år, men med udgivelsen af ’Den der lever stille’ har hun fået god kontakt til sin far.

På morens fødselsdag

I sine foregående romaner har Leonora Christina Skov kredset om de samme emner, som hun folder ud i ’Den der lever stille’, men hun følte sig først fri til at skrive hele sin historie, da hendes mor døde i 2015. På sin Instagram-profil lagde forfatteren i morges et foto op af sin mor, som netop i dag ville være fyldt 74 år.

Artiklen fortsætter under Instagram-opslaget.

Instagram har de seneste år været Leonora Christina Skovs bindeled til sine mange læsere, og hendes skare af følgere er vokset enormt gennem 2018. I februar fulgte knap 17.000 med i hendes opdateringer, og antallet af følgere er i dag oppe på over 29.000. Det er på Instagram-profilen, at hun har den direkte kontakt til mange læsere, som altid får et svar, hvis de skriver til hende.

Ingen konkurrenter

Formanden for Boghandlerklubben, Kenneth F. Pedersen, mener, man skal et godt stykke tilbage i tid for at finde en så overbevisende vinder af De Gyldne Laurbær. De seneste år har to-tre priskandidater ligget meget tæt med kun få stemmers mellemrum.

Ingen af årets øvrige udgivelser var i nærheden af at kunne konkurrere med ’Den der lever stille’, men Morten Papes ’Guds bedste børn’, Mich Vraas ’Faith’ og Thomas Korsgaards ’En dag vil vi grine af det’ fik pæne stemmetal.

Fulde huse

De første indstillinger til årets litterære priser er gået uden om ’Den der lever stille’, men ellers har udgivelsen af romanen været et regulært eventyr for forfatteren. Hendes foregående fem romaner har ikke været i nærheden af at være bestsellere, og når hun tog ud for at promovere sine bøger hos boghandlere, kunne publikum måske bestå af to tilhørere.

Gennem hele 2018 har alt været vendt på hovedet. En regulær forfatterturne gennem landet har haft fulde huse, og et begejstret publikum har mødt den letgenkendelige forfatter iført røde eller leopardplettede Roccamore-sko, kjoler i halvtredserstil og knaldrøde læber. Leonora Christina Skovs stil er blevet så populær, at hun har fået sit eget kjoledesign.

Carsten Andersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her