I februarudgaven af Storbritanniens mest læste spilmagasin får man et tillæg med reklamer for det britiske militær.

Det britiske militær får kritik for at reklamere til børn

I den nyeste udgave af militærmagasinet The Locker, sammenligner soldater øvelser med computerspillet 'Call of Duty'
I den nyeste udgave af militærmagasinet The Locker, sammenligner soldater øvelser med computerspillet 'Call of Duty'
Lyt til artiklen

Computerspil. Det britiske militær kritiseres for at sende hvervemateriale ud til børn og unge via et populært spilmagasin.

Det skriver The Guardian.

Med februarudgaven af Playstation Magazine – et af de mest læste spilmagasiner i Storbritannien – får man nemlig også militærbladet The Locker, der blandt andet beskriver, hvordan man melder sig til hæren.

Påvirker de unge

Child Soldiers International kritiserer metoden.

»Det er meget foruroligende at se den britiske hær bruge et spilmagasin til at reklamere for deres rekrutteringsprogram. De ved, at magasinet bliver læst af tusinder af unge teenagere, der let kan blive påvirket af deres glitrede magasin og reklamer«, siger kampagneleder Charlotte Cooper til The Guardian.

Ligesom et computerspil

Ud over at fortælle om rekrutteringsmuligheder indeholder The Locker også en artikel, hvor soldater sammenligner nogle af deres træningsmetoder med at spille det populære skydespil ’Call of Duty’.

Den sammenligning mener Cooper ikke på nogen måde »giver unge mennesker en forståelse for de risici, der er forbundet med en militærkarriere«.

Det populære computerspil ' Fortnite' udløser britiske skilsmisser

En talsperson fra det britiske forsvarsministerium siger, at Playstation-magasinets gennemsnitlige læseralder er over 18 år.

Simon Løber Roliggaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her