54-årige Tine Smedegaard afløser Jan Degner som administrerende direktør på People’sPress 1. april.

Tidligere DR-direktør bliver topchef hos dansk forlag

Tine Smedegaard Andersen. Foto: pr.
Tine Smedegaard Andersen. Foto: pr.
Lyt til artiklen

I efteråret forlod Tine Smedegaard jobbet som kulturdirektør i DR. Første april tiltræder hun stillingen som adm. direktør i forlaget People’sPress. Dermed vender hun tilbage til den branche, hvor hun har tilbragt en stor del af sin erhvervskarriere. Før ansættelsen i DR var Tine Smedegaard koncerndirektør i forlaget Gyldendal.

»Jeg har været forlægger det meste af mit voksenliv, og det er spændende at vende tilbage til en branche, som står midt i en transformation, hvor det digitale medieforbrug spiller en stadig større rolle. For mig er det interessant, fordi People’sPress er en yngre spiller, som fra starten valgte at gå nye veje, og som nu i kraft af Storytels ejerskab får en direkte adgang til kunderne og en viden om, hvad de læser eller ikke læser, og hvordan de læser«, siger 54-årige Tine Smedegaard.

Flere unge læsere

De seneste fire-fem år har hun fulgt bogbranchen udefra, og efter hendes mening er det en branche med selvtillid. Siden Tine Smedegaard senest var en del af branchen, er eksempelvis People’sPress opkøbt af den svenske streamingtjeneste Storytel, som også har opkøbt den danske streamingtjeneste Mofibo.

»Vi står selvfølgelig med en fælles udfordring, som er at få flere børn og unge til at læse. Udfordringen med at få fat i et yngre publikum kender jeg rigtig godt fra Danmarks Radio, hvor jeg har fulgt transformationen af P3 tæt. Hvis man i dag vil have fat i de unge, skal man bruge hele platformspaletten, og man skal fortælle historierne, så man i det hele taget får de unge i tale. Bogen er dog, som jeg ser det, stadig en grundlæggende vej til underholdning, oplysning og forståelse af os selv og verden«.

Du bliver adm. direktør, men bliver linjen lagt af dig eller Storytel?

»Jeg lægger linjen, men jeg er selvfølgelig ansat af bestyrelsen, og jeg er blevet administrerende direktør med henblik på at udvikle forlaget ambitiøst. Vi er landets fjerdestørste forlag, og vi skal spille på alle de tangenter, et forlag kan. Og vi skal også drage fordel af det digitale«.

Nye veje digitalt

Skal linjen lægges om?

»Vi har en god platform, men vi skal også bruge mulighederne for at gå nye veje. Vi skal udgive de rigtige bogtitler, men vi skal også afprøve nye måder at fortælle historier på. Det kan være historier, som er skrevet direkte til det digitale medie. Her kan vi låne fortælleformen fra tv-serier og føljetoner, som jo i virkeligheden er en gammel genre. Jeg tænker, at vi f.eks. kan udgive originale, digitale historier, ligesom Storytel gør«.

På Gyldendal taler de om at udgive færre titler. Skal I også det?

»Vi skal udgive de rigtige titler, og så må vi se på, hvad den rigtige titelmængde er«.

Forlagets senest offentliggjorte regnskab for 2017 var kun lige i plus. Bliver du mødt med et konkret krav til overskuddet?

»Selvfølgelig skal vi have et fornuftigt resultat, men nogle år går op, og i andre år går det ned, og vi skal også være parat til at tage chancer«, siger Tine Smedegaard.

Hun afløser 1. april Jan Degner som administrerende direktør. Jan Degner bliver 68 år om et par uger.

Storytel overtog i foråret 2017 People’sPress for 75 mio. kr. Forlaget blev stiftet i 2002 af Jakob Kvist og Jan Degner. Jakob Kvist fortsætter på posten som kreativ direktør.

Jan Degner står til rådighed for People’sPress frem til september og vil herefter hellige sig opgaver i PeopleGroup og ArtPeople Holding.

Jan Degner udtaler: »Jeg er vildt stolt over og glad for, at Tine Smedegaard har takket ja til udfordringen. Jeg er overbevist om at Tine med sin store erfaring, innovative tilgang og veludbyggede netværk vil være den rette til at udvikle People’sPress og bringe forlaget sikkert ind i 20erne. Tines viden om bogbranchen og samtidige digitale indsigt og forståelse for People’sPress grundlæggende værdier gør hende til det perfekte valg«.



Carsten Andersen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her