Når man lytter til to rockbands, der kommer fra et sted i den københavnske undergrund, får man hurtigt en følelse af, at geografien er i opløsning. Selv om de udkommer på det toneangivende alternative pladeselskab Escho eller øver i kollektivet Mayhem, er der ikke noget i lytningen, der rigtig kan knytte musikken til et sted.
Collider og Gullo Gullo kunne komme alle steder fra. Som om musikken i en tid med internet og streaming er ét diffust land, uden for alting – et surrealistisk ikke-sted, hvor uforudsigelige fællesskaber kan knyttes, og fortiden ikke er noget, man nostalgisk genbesøger, men snarere finder side om side med alt det andet.
Nørdet nysgerrighed og anarkistisk attitude
Collider lyder som årtiers rock spillet samtidigt, og det får de for det meste noget ganske interessant ud af.
Lyden er som en bearbejdelse af en nyere musikhistorie, som om man prøver at forstå, hvad fanden det var, der skete. Collider laver deres egen originale musik, men lyder også som en rute gennem det allerede eksisterende. Det er et eksempel på, at det at spille også handler om at lytte; at lytte sig frem. At man har rigeligt at gøre med alt det, der allerede er i omløb, og ikke nødvendigvis skal opfinde alting forfra i originalitetens navn.
Lyden af Collider er som et kompliceret arkæologisk stykke arbejde, hvor murbrokker samles op og undersøges med lige dele nørdet nysgerrighed og anarkistisk attitude. I den forstand er det en meget nutidig oplevelse at lytte til dem, selv om de egentlig også mere lyder som afslutningen på noget end som en begyndelse. Det er rockens monster, der stikker hovedet frem, lige så sprællevende som lige ved at dø.
Og jeg kan ikke lade være med at tænke, at Collider også lyder som et svar til det faktum, at der findes for meget musik i verden. Eller at adgangen til den er for nem. Det er deres musik både et symptom på og en kommentar til.
At lytte til deres virvar af lyde føles som en mærkelig mellemting mellem en belønning og en straf. Men lige så fortænkt som det på papiret kan lyde, når bandet blander punk, prog og psych – for bare at forsøge at indkredse noget af det genremæssigt – lige så forbløffende helstøbt er resultatet, der også genopliver 80’ernes og 90’ernes shoegaze og dreampop.
Så kan det være luftigt og drømmende som Cocteau Twins, eller guitarerne kan være så følsomt forvrængede og diffust larmende, som var de taget direkte ud af My Bloody Valentine (hør ’Oblivion’).
Det kan også være melodisk snørklet – også næsten mere end hvad godt er – næsten sådan som Animal Collective også kan være uforudsigeligt snørklede. Der er tværfløjter, drenge og piger, der skiftes til at synge, stemmer ude af sync, melodier ude af fokus. Intet er forbudt her.
Simpel og mere hardcore
Collider – og også Gullo Gullo – kommer på pladeselskabet Escho, der siden etableringen i 2005 har været på alle alternative læber. Og mens der måske ikke findes en Escho-lyd som sådan, har selskabet formået at balancere på en særpræget knivsæg mellem det hippe (de har fra begyndelsen formået at skabe en masse international hype omkring deres bands og arrangementer) og uhippe – som da de samlede Iceage op i 2009, da ingen interesserede sig for punk. Eller da den stod på R&B med Liss. Coolness-faktoren er ikke til at tage fejl af, men det er kvaliteten langt hen ad vejen heller ikke.
Som hos Collider har vi hos Gullo Gullo at gøre med et univers med mange komplicerede forgreninger, selv om lyden er klart funderet i en simpel og mere hardcore ende af rockskalaen, i grænsefeltet mellem metal og punk. ’Raw Moon’ er indspillet i Mayhem, og det er slående, hvor stor en vellyd de får ud af en tilsyneladende rå og rodet tilgang til indspilningen.
Det, der også føles friskt her, er måden, hvorpå Anders Jørgen Mogensen kan skifte uforudsigeligt mellem poserende artrockattitude – hvor reglen normalt er, at man skal kunne synge, hvilket Mogensen ikke i klassisk forstand kan – og det meget mere brutale og dystre.
Det er lige så tungt og smadret, som det er uhåndgribeligt og svært at række ud efter, i passager svært for alvor at holde af. Det er musik, der på ingen tid går fra træls til befriende. Musik, der finder en form for så at gå i opløsning og finde en ny. Det er lige så egensindigt, som det er overbevisende og kun vinder over tid, når man lige har fået set sig omkring i krateret, det efterlader.
Selv om rocken fra begyndelsen har været anarkistisk og gjort, som om den gjorde, hvad den ville, har der også altid været mange regler. Måder, man måtte opføre sig og ikke opføre sig på, ting, man måtte spille og ikke spille. Steder, der var rigtige og mindre rigtige at komme fra. Regler for gode og dårlige referencer.
At det ikke er sådan i dag, er Collider og Gullo Gullo gode eksempler på.
fortsæt med at læse
