Der er meget virkelighed i dansk mode.
Man skal jo kunne cykle i tøjet, lyder en ofte luftet vending om den praktiske nordiske stil. Det er en kæmpe ros, at dansk eller svensk mode rent faktisk er lavet til at blive brugt og fungere i regnvejr på en hverdag og ikke kun ved særlige lejligheder.
Samtidig hedder en anden standardsætning, at mode sælger drømme, men hvilke drømme knytter sig til en pæn nederdel, en praktisk jakke eller lun strik? Det er primært drømmen om at få fingre i noget nyt tøj.
Den store transformation, hvor tøjet ophæver virkeligheden og bringer bæreren i en tilstand, som rækker ud over hverdagen, ser man mindre til, og den var en sjælden gæst ved sidste uges modeuge i København. Men man blev i glimt mindet om, at kreativt design ikke kun skabes ved at være kompetent – det hjælper at kunne drømme.
Drømmer nummer 1 hedder for tiden Emilie Helmstedt. Hun udtalte tidligere i år til Politiken, at hun hellere arbejder ud fra følelser og intuition end følger akademiske planer og regneark.
»Det legesyge er vigtigt for mig«, sagde hun og bakkede i modeugen sin utopiske filosofi op med et eventyr med udgangspunkt i H.C. Andersens ’Prinsessen på ærten’.
Det prisbelønnede talent havde bygget en gigantisk kulørt seng og placeret den på 1. sal i Designmuseum Danmark. Kate Bushs stemme fyldte rummet med den rørende ’This Woman’s Work’, og ind kom en række søvngængeragtige modeller klædt i noget, der lignede nattøj.
Helmstedts pyjamarama i lyseblåt, pink, gult og guld er en form blød flugt fra den hårde virkelighed. I 1980’erne begyndte man at kalde med den slags for cocooning, og joggingtøj fungerede som et alternativ til en verden med kold krig, atomtrussel og massearbejdsløshed. Man brugte sin seng som beskyttelsesrum. Den holdning giver igen mening for mange. Den står på klimakrise vs. Netflix and chill, mens den digitale udvikling sørger for, at man slet ikke behøver at gå ud. Det vil dog være en skam at gemme Emilie Helmstedts smukke farver væk.
Romantisk goth
Flere af dansk modes største drømmere var ikke på programmet ved Copenhagen Fashion Week denne gang. Mønsterbrydere som Henrik Vibskov og Anne Sofie Madsen præsenterer deres drømme i Paris, mens en stribe designere fra det alternative modeunivers, blandt andre Barbara i Gongini, har været udfordret af tidens økonomiske realiteter.
Det havde en effekt på sammensætningen af modeugens showserie, som var domineret af realistiske mærker.
Derfor hvilede mange håbefulde øjne på Cecilie Bahnsen. Den stilsikre 34-årige modekunstner afsøger et romantisk univers, hvor man både kan være goth og bære forfinede kjoler i babydollfacon.
Hendes force er detaljeret håndværk, der kræver, at man kommer helt tæt på. På afstand kan en Bahnsen-kjole ligne noget sort stof, der strutter, men broderier, quiltning, afstivninger og kombinationer af materialer vokser frem, når man nærmer sig.
Cecilie Bahnsen er en stærk, konceptuel drømmer, og den kollektion, hun viste i Pakhus 11, føltes som et eventyr befolket af blege smukke kvinder, der vandrede omkring i en døs, mens de ventede på eliksiren, som vækker dem fra tornerosesøvnen. Hun har tidligere talt om inspiration fra skoleuniformer og supplerede denne gang med at fremhæve de falmede farver i fotografen William Egglestons billeder som en del af tankegodset bag udtrykket. Bahnsen læser med andre ord andet end modebranchens trendbøger.
Det hele var sat i scene til lyden af det moody rockband Low og et par sange fra sidste års ’Double Negative’-album, som underbyggede den hypnotiske stemning i dette parallelle modeunivers.
På museum med Adonis
De klassiske modedrømme om tøjet som et spejl af ambitioner og forhåbninger levede selvfølgelig også. By Malene Birger tilbyder den pakket ind i brede ben, gyldne striber, blazerjakker og solid elegance, mens et mærke som Ganni er faktuelt i stil, men har en drøm om den store verden. Den blev forløst med billeder lånt fra National Geographic tilsat David Attenboroughs stemme. »We all shine on«, sang utopisten John Lennon til sidst.
Mark Kenly Domino Tan har tidligere været til store armbevægelser og har produceret fantasikjoler af den grandiose slags. De seneste sæsoner har han skruet ned og søger i stedet mod en form for magisk enkelhed, der nærmer sig askese. Hvis man ser bort fra nogle indslag med pels. Han var temmelig alene på den front i modeugen.
Grænserne mellem sæsoner udviskedes, når man sidder i det rolige Thorvaldsens Museums skråt over for Adonis-skulpturen. Mark Tan holder verden på afstand med store kapper, velvoksne trenchcoats og asymmetriske indslag i skjorter og kjoler, som forvandler oplagte snit og silhuetter til noget mere mystisk og dragende.
De nævnte designere søger (groft fortolket) væk fra virkeligheden og ind i andre verdener. Man kan også vælge den modsatte kur og i stedet konfrontere tidens udfordringer.
Det gør brødrene bag Heliot Emil, og deres funktionelle dommedagsbeklædning myldrer med karabinhager, lynlåse, skråtasker og solide vandresko. Det er en urban overlevelsesstil som skabt til at blive taget i brug, hvis alle drømmene skulle udvikle sig til et mareridt.
fortsæt med at læse
