Det er sjovt med musik. Bachs seks suiter for solocello, for eksempel. Som så mange andre hørte jeg dem første gang med den legendariske katalanske cellist Pablo Casals og blev overrumplet. Jeg sled lp’en tynd, og navnet Pablo Casals mejslede sig ind i min hjerne ved siden af Pablo Picasso.
Siden hører man flere indspilninger, og musikken åbner sig på overraskende måder. Hvis man er frisk på at flytte sig som lytter og ændre synspunkt, er der uventede dybder at udforske, og gennem årene har jeg hørt suiterne spillet af et væld af dygtige cellister. På mange andre og mindst lige så gode måder.
Er disse suiter i virkeligheden skrevet som tekniske etuder for celloen? Måske. De bliver i hvert fald vanskeligere en efter en. Er de skrevet til at blive spillet i koncertsale? Helt sikkert ikke. Bach arbejdede ved et privat fyrstehof, da han skrev dem i 1720’erne, og i virkeligheden er man måske lidt af en lurer, hvis man lytter til denne musik. For hvem siger, suiterne overhovedet er beregnet på at blive hørt af andre end den cellist, der slider med at få dem på plads?
Engelsk pianist spiller Rakhmaninov til resten af dit liv. Men den nye mestervirtuos er en ung, kinesisk kvindeMen slider, det gør cellisterne. Solosuiterne er deres bibel, ligesom Bachs ’Das wohltemperierte Clavier’ er pianisternes, og med slid kommer – for nogle, i hvert fald – mesterskab. Den tyske cellist Alban Gerhardt er fuld af beskedenhed i forordet til sin nye indspilning af dem, som han kalder »snapshots«. Han afviser, at hans bud kan kaldes definitive. Men den måde, det lykkes ham at balancere mellem uegoistisk fortolkning, frisk flugt og rolig frasering på, gør hans album til en gennemført fremragende præstation.
Suiterne – som består af forskellig slags gammeldags dansemusik, Bach har stiliseret – leveres uden pres, og Gerhardt synes næsten at gå i et med noderne. Jo mere jeg lytter til hans fokuserede lethed, jo gladere bliver jeg for denne indspilning.
Amerikaner med jumbo
Bachs solosuiter er cellisternes bibel, men de kan ikke have dem i fred. Celloens lillesøster bratschen er stemt netop en oktav højere end celloen, så de kan også spille dem.
Der eksisterer i omegnen af 20 af den slags indspilninger af Bachs solosuiter, og bratschisterne har noget at hænge deres hat på. I hvert fald den sjette og sværeste af suiterne er nemlig ikke skrevet for en almindelig cello. Den egner sig bedst til at blive spillet enten på den ret sjældne piccolocello eller på en meget stor, jumboagtig bratsch med fem strenge.
En af verdens førende på bratsch er amerikaneren Kim Kashkashian, som har spillet med både violinstjernen Gidon Kremer og Wienerfilharmonikerne, og selvfølgelig har hun villet give sit bud på suiterne. Kashkashian mikser dem, så den didaktisk-progressive rækkefølge går fløjten. I stedet kommer suiterne til at tale sammen og komplementere hinanden. Og så maser hun på. Væk er Gerhardts lethed. Her kommer en solist, der indtager en scene og forlanger et publikum. Det er muligvis ikke i musikkens ånd. Men det er varmt, velklingende og overbevisende gjort.
Kim Kashkashian tilfører musikken en en akut følsomhed med sit bevægelige og træfsikre spil. Selv den ’nemme’ første suite i G-dur tager sig en vild springtur hen over marker og høje i det indledende præludium, og når Bach noterer dansetypen ’Courante’, farer der en djævel i Kashkashian.
5 hjerter: Dansk pianist er ikke bange for at måle sig med eliten i respektaftvingende Brahms-indspilningHun improviserer friskt og frit. Lægger sig tæt op ad barok opførelsespraksis med ekstra noder, men lader samtidig sine moderne stålstrenge skyde med skarpt og tager muskuløst fat. Begge solister får det maksimale ud af at lade deres instrumentale mesterskab og respektive personligheder møde Bachs noder. Hvad man som lurer-lytter eller koncertsalspublikummer selv får mest ud af, må være individuelt. Men at sige, en af de to indspilninger er mindre end fremragende, ville være topmålt arrogance.
Suverænt fra Fyn
Det gælder også dagens sidste udspil. Igen handler det om bratschen, og i Odense Symfoniorkester har de en usædvanligt god bratschist ved navn Rafaell Altino. På sit nye soloalbum spiller han samtidsmusik. Ikke seks suiter, men seks spritnye soloværker skrevet af seks nulevende danske komponister.
Altino lægger ud med musik af Poul Ruders, der virtuost udnytter det melankolske såvel som det temperamentsfulde i suiten ’Autumn Collection’. Musikken lader solisten gebærde sig eftertænksomt med udsigt til fjerne horisonter, når ikke den tager vildt livtag med Bachs og barokkens ideer.
Søren Nils Eichberg arbejder dramatisk med historiefortælling og musikhistorie i ’Recitare’. Der er ekkoer af hjernevridende modernisme i Karsten Fundals ensatser ’Varidrome’, men den åbner sig ved gentagne lytninger, mens Anders Koppels tosatsede ’For Viola’ – som bratschen kaldes på engelsk – står stærkest første gang, den høres.
Han har fundet en ny åre i sin kunst: Dansk stjernekomponists nyeste værk blev for første gang opført i DanmarkDet er Niels Rosing-Schow med det klangfølsomt sitrende stykke ’#ViolaSounds’ og Bent Sørensen med sin tyst skridende ’Sarabande’, der ser klarest. Både ind i bratschens fremtid og bagud mod Bachs gamle suiter, hvor netop de vemodige sarabande-satser altid udgør hjertet. Men det fantastiske ved albummet er Rafaell Altino selv. Denne fine musiker løfter simpelthen alle seks stykker så højt op, at det bliver en sekshjertet præstation.
Hov, hvilket instrument bruger Kim Kashkashian og Alban Gerhardt så til den sidste af Bachs suiter, spørger den opmærksomme læser? Kashkashian bruger en femstrenget specialbratsch egnet til formålet. Gerhardt fortæller det ikke. Men det lader til, han klarer sig med celloens normale fire strenge. Hans projekt med at spille alle Bachs suiter på hospitaler og togstationer, som man kan opleve på YouTube, ville også have været vanskeligt at gennemføre, hvis han skulle have hele to instrumenter med.
fortsæt med at læse
