En rasende Serena Williams tramper på en ødelagt tennisketsjer. Hendes mørke krøller stiger til vejrs, og ansigtet med de overdimensionerede lyserøde læber vrider sig i frustration og vrede.
»Kan du ikke bare lade hende vinde«, spørger dommeren en lyshåret og hvid version af den japanske tennisspiller Naomi Osaka, som slog Williams i US Open-finalen tilbage i september.
Måske kan du huske tegningen?
Den blev trykt i den australske avis Herald Sun, efter at tennisstjernen Serena Williams havde fået et raserianfald under finalen. Efterfølgende blev tegningen beskyldt for at være både sexistisk og racistisk ved blandt andet at fremstille Serena Williams som en abe.
Men hvis man spørger det australske pressenævn, har anklagerne ikke noget på sig.
»Nævnet har fundet, at tegningen bruger overdrivelse og absurditet til at understrege en pointe, men accepterer udgiverens påstand om, at den ikke fremstiller ms. Williams som en abe«, lyder det i dag fra Australiens pressenævn, der har behandlet anklagerne.
Nævnet mener ikke, at tegningen bryder med landets regler for god presseskik og henviser til, at Serena Williams er blevet tegnet efter det australske udtryk ’spitting the dummy’, der er kendt af de fleste australske læsere og bruges om voksne, der reagerer barnligt, når de bliver vrede.
Lille Sorte Sambo
Det var den australske avis Herald Sun, der i september trykte Mark Knights tegning, kort tid efter at Serena Williams havde tabt finalen til Naomi Osaka. Selv om kritikken haglede ned over avisen, valgte man at genoptrykke tegningen sammen med en udtalelse på forsiden:
»Hvis de selvudnævnte censurdommere får deres vilje i forhold til tegningen af Serena Williams, bliver vores nye politisk korrekte liv rigtig kedeligt«.
Under finalen blev Serena Williams idømt tre straffe af dommeren Carlos Ramos for at modtage coaching under kampen, for at smadre sin ketsjer og for at kalde dommeren for ’en tyv’, hvad hun siden fik en bøde for.
Straffene faldt ikke i god jord hos tennisstjernen, der efterfølgende anklagede Carlos Ramos for at være sexistisk. Williams mente ikke, at en mand ville have fået samme straf for hendes udtalelser, og påstanden fik opbakning fra flere mandlige tennisspillere.
En af tegningens største kritikere var den amerikanske sammenslutning af mørke journalister, The National Association of Black Journalists, der kaldte tegningen for »frastødende på flere måder«.
»Den oser ikke bare af racistiske, sexistiske karikaturer af begge kvinder, men skildringen af Williams er unødvendigt Sambo-lignende«, skrev sammenslutningen i en meddelelse med en henvisning til bogen ’Historien om Lille Sorte Sambo’.
Tegningen blev også kritiseret for at ’hvidvaske’ Naomi Osaka, der ses tale med Carlos Ramos i tegningens baggrund. Kritikere mente, at hun blev illustreret som en ansigtsløs hvid kvinde med blond hår, selv om hun har rødder i Japan og Haiti.
Men det australske pressenævn finder i stedet, at den australske avis forsøgte at skildre et moment i sportshistorien, hvor Serena mistede besindelsen i en tenniskamp.
fortsæt med at læse








