Den 26-årige Stella Donnelly er repræsentant for en helt selvfølgelig feminisme, der går frisk til sagen.

Den 26-årige Stella Donnelly er repræsentant for en helt selvfølgelig feminisme, der går frisk til sagen.

Kultur

Stella Donnelly slår trodsig, humoristisk MeToo-tone an: Hvide kulturmænd skal holde op med uinviteret at vifte andre om næsen med deres runkeværk

Engang styrede australske bands som Triffids, INXS og Midnight Oil rockscenen, men nu er det de unge australske kvinder, der slår tonen an internationalt.

Kultur

De mest seriøse pointer kan nogle gange ankomme i en tilsyneladende ganske harmløs forklædning. Den unge australske sanger-sangskriver Stella Donnelly anslår et nærmest naivistisk piget tonefald på sit debutalbum ’Beware of the Dogs’, men der er bid bag musikkens kække smil.

Åbningssangen ’Old Man’ er en MeToo-sang leveret med lige præcis den type trodsig humor, som kan fastholde momentum og samtidig give den ramme alvor et tiltrængt pusterum. Det handler om en hvid kulturmand, der udnytter sin magt til at pille og gramse på en ung pige. Men som Stella Donnelly konstaterer, så nytter det ikke at have spændende karakteregenskaber, hvis man bare benytter lejligheden til uinviteret at vifte andre om næsen med sit runkeværk.

Mere ufortyndet alvor er der i ’Boys Will Be Boys’, som handler om sex uden samtykke. En veninde fortæller, at hun som ganske ung blev voldtaget af en af deres venner. Hun var jo nedringet, og så voldtager kvinder jo nærmest sig selv, som fyrens far forklarede. Når nu ’Boys Will Be Boys’.

Jeg har ikke helt tal på, hvilken generation feminisme vi er nået til, men 26-årige Stella Donnelly fra Fremantle i det vestlige Australien er repræsentant for en helt selvfølgelig feminisme, der går frisk til sagen

Jeg har ikke helt tal på, hvilken generation feminisme vi er nået til, men 26-årige Stella Donnelly fra Fremantle i det vestlige Australien er repræsentant for en helt selvfølgelig feminisme, der går frisk til sagen.

Melodierne er charmerende, arrangementerne afvæbnende småskæve og teksterne små pile af ironisk præcision. Uanset om målskiven er fyrene, klamme mænd på afveje eller et opgør med den ældre generation. Som på ’Season’s Greetings’, hvor generationstingene bliver sat på plads med det raske omkvæd »My Mum’s still a punk and you’re still shit«.

Skønt, når der dukker en ny stemme op, som med et frejdigt kast med hovedet rydder banen til sig selv. Som på ’Tricks’ affærdiger en moralsk tyndbenet fyr, der bare vil i bukserne, mens hun på ’Mosquito’ summer om kap med sin vibrerende dildo ved tanken om ham den anden. Ham, hun gerne vil have, men som til gengæld får en allergisk reaktion ved synet af hende.

Titelnummeret er en ambitiøs sang, der på flere planer udmaler ulmende uro og hykleri i et provinssamfund. En sang, der kridter banen op til vokseværk, men her og nu er det den veloplagte kønssatire, der sammen med den håndspillede og uhøjtideligt opfindsomme iscenesættelse gør Stella Donnelly til et ret uimodståeligt nyt bekendtskab.

Min krop er sgu min egen

Tonen er mere sakral stemningsfuld hos Julia Jacklin fra Sydney på Australiens modsatte kyst. Den følsomt dirrende roots-stemning på Jacklins andet album minder mest af alt om samarbejdet mellem Portishead-sangeren Beth Gibbons og Rustin Man på albummet ’Out of Season’.

Tonen er mere sakral stemningsfuld hos Julia Jacklin fra Sydney på Australiens modsatte kyst.
PR: Nick_Mckk

Tonen er mere sakral stemningsfuld hos Julia Jacklin fra Sydney på Australiens modsatte kyst.

Den drømmende stemning og vokalens støvede vibrato på alternahittet ’Body’ åbner for en hudløs akustik på Julia Jacklins andet album ’Crushing’. I modsætning til Stella Donnellys vakse ironi handler Julia Jacklins feminisme mest om at udforske kroppen som mødested og forsvare dens integritet. Også når der lige er røget en drink for meget under mandevesten.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»I guess it’s just my life / and it’s just my body«, opsummerer tematikken nok så nydeligt på det hypnotiske nummer ’Body’.

Mødet med den erotiske anden sker med kroppen som interface. Og det er i kroppen, at lyst, kaos og smerte registreres og lagres. Ikke det nemmeste at skrive sange om, men Julia Jacklin gør det overbevisende. På ’Body’ og på en sang som ’Head Alone’, der udmunder i en granskning af kroppen i spejlet med denne indsigt: »I don’t want to be touched all the time / I raised my body up to be mine«.

Det er slet og ret interessant, og jo langsommere musikken er, desto mere effektfuldt sniger den sig ind under kroppens hud. Alternativ country og folk som defineret af musikalske amerikanske outsidere som Tarnation og Bonnie Prince Billy er rammen, Julia Jacklin udfolder sig smukkest indenfor.

De mere rockende numre er måske nok så effektive, men kridter banen op lovlig tæt på Angel Olsen og slutter ikke helt samme dybe kontakt mellem musikkens sjæl og kroppens længsel og fængsel.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden