Engang var der massevis af lokale revyer over det ganske land, og undertegnede fik faktisk en af sine første – stærkt vanedannende – doser revy på Kastrupfortet i begyndelsen af 1970’erne, hvor blandet andet en ung Dick Kaysø diverterede med en monolog, hvor han spillede et barn, hvis mor havde et kaffestel, der hed Mogens. Det lo vi meget ad den sommer.
I dag er antallet af revyer særdeles overskueligt. Og alene derfor er det glædeligt, at Amager Revyen, en udløber af Dragør Revyen, melder sig under fanerne med både vid og bid, der snildt kan konkurrere med de større revyers, selv om midlerne er færre og scenen trang som midtergangen i charterfly. Der spilles på alle pladser med en stærk vilje til at underholde og bedrive skarp samtidssatire, og tøjlerne forekommer stramt og kyndigt holdt af instruktør Jakob Fauerby.
Der er tale om en lagkagerevy af den helt traditionelle slags med indslag om tidens tendenser og det politiske livs dårskab.
Fordi vi er i 2300 S, er der også et par numre, der er meget lokale. Men faktisk er et af de amagercentriske indslag blandt højdepunkterne
Fordi vi er i 2300 S, er der også et par numre, der er meget lokale. Men faktisk er et af de amagercentriske indslag blandt højdepunkterne.
Lokalt sjov
Og det er Anders Anderskovs ’En truet art’, hvor tekstforfatteren selv spiller en naturvejleder, som viser rundt på Fælleden og udpeger de oprindelige arter: silikone-cikaden, Fremad Amager-råberen, havekolonialisten, vognlæneren med flere.