Nazister, seriemordere og sandheden. Det var, hvad CPH:DOX-aktuelle Errol Morris interesserede sig for, da han var en ung mand. Han gik i gang med en ph.d., men blev ikke færdig. Han begyndte at skrive en bog om morderen Ed Gein, men blev ikke færdig. Vennen Werner Herzog drillede ham med den manglende evne til at afslutte og svor, at han ville spise sine sko, hvis Morris en dag gjorde et værk færdigt.
Uden ph.d., bog eller film måtte Morris foretage sig noget andet. Så han tog arbejde som privatdetektiv. Og her forfinede han, hvad der siden er blevet en metode. En grundig sagsgennemgang og en interviewteknik, der får folk til at tale og tale og tale. Dengang satte han et kassettebånd i sin optager og havde en regel om, at han kun måtte høre sin egen stemme, når båndet skulle skiftes. Ingen kan modstå muligheden for at fortælle sin historie, har han sagt. Og så i løbet af de mange selvfremstillinger viser de interviewede ikke Sandheden med stort S, men deres selvbillede, og hvilke modsigelser der opstår undervejs. Stream of consciousness-interviews kaldte han dem, som en roman af James Joyce.
