Lederen af universitetets juridiske fakultet er med til at forsvare voldtægtsanklaget filmmand. Derfor bør han fyres, kræver de studerende.

Harvardstuderende i oprør: Vil have Weinstein-forsvarer fyret fra hverv

Harvey Weinstein kommer for retten til sommer. En af hans forsvarere arbejder på Harvard Universitetet, hvor studerende nu kræver ham fyret. Foto: Pool/Ritzau Scanpix
Harvey Weinstein kommer for retten til sommer. En af hans forsvarere arbejder på Harvard Universitetet, hvor studerende nu kræver ham fyret. Foto: Pool/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ronald Sullivan er advokat, en anerkendt leder af Harvard-universitetets juridiske fakultet og formand for et af universitetets kollegier.

Men han har også sagt ja til at være med til at være forsvarer for den voldtægtsanklagede filmmand Harvey Weinstein, der skal for retten til sommer.

Det er for skrap kost for studerende på universitetet, der nu kræver ham fjernet fra sine poster på Harvard, blandt dem hvervet som ansvarlig for et af universitetets kollegier. Manden kan ikke være forsvarer for Weinstein og samtidig være formand for et kollegium, finder studerende, der ifølge amerikanske medier protesterer mod den omstændighed, at dekanen vil forsvare en mand, som er anklaget for seksualforbrydelser.

Forklarer princippet om retten til et forsvar

Forsøgene på at ramme Weinsteins forsvarer møder imidlertid kritik fra Ronald Sullivans kolleger. 52 ansatte fra det juridiske fakultet bakker ham og og kræver i et brev i Boston Globe, at universitetsledelsen slår fast, at Sullivan er i sin gode ret til at være forsvarer for enhver anklaget - inklusive Harvey Weinstein.

Selv har Sullivan over for de studerende fastholdt sin beslutning om at være forsvarer med henvisning til, at han som advokat har en pligt til at repræsentere alle klienter, også dem, der ikke er populære.

»Alle borgere, der anklages for en forbrydelse, er uskyldig indtil andet er bevist«, mener han blandt andet.

»Det øjeblik, vi nægter upopulære klienter de basale rettigheder til en ordentlig rettergang, holder vi op med at være det samfund, vi forestiller os at være«, svarer han ifølge universitetsavisen Harvard Crimson.

Demonstranter under metoo-bannere

Hans kritikere blandt studenterne mener ikke, at han kan være formand for kollegiet samtidig med, at han er forsvarer for en mand, der anklages for seksuelle krænkelser og voldtægter. De har demonstreret mod Ronald Sullivan under slogans som ’Metoo’ og ’Fyr Sullivan’.

»Vil I virkelig en dag tage imod jeres afgangsbevis fra en person, der af en eller anden grund finder det i orden at forsvare en så fremtrædende figur i centrum af metoo-bevægelsen?«, skriver en studerende i en underskriftsindsamling, der er oprettet for at få Sullivan fjernet.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her