Jodie Comer, der spiller lejemorder og Fiona Shaw, der spiller agentchef, vandt de store priser, mens den danske skuespiller, der agerer russisk gangster i samme serie, blev forbigået.

'Killing Eve' dominerede ved Bafta Awards - men der var ingen pris til Kim Bodnia

26-årige Jodie Comer spiller den kulørte og hårdtslående rolle som lejemorderen Villanelle. Søndag vandt hun en Bafta for indsatsen. Foto: HBO Nordic
26-årige Jodie Comer spiller den kulørte og hårdtslående rolle som lejemorderen Villanelle. Søndag vandt hun en Bafta for indsatsen. Foto: HBO Nordic
Lyt til artiklen

’Killing Eve’, en tv-serie i en slags hybrid-genre, man kan kalde comedy noir, var aftenens store vinder under Bafta-prisuddelingen søndag aften i Londons Royal Festival Hall. Her blev årets bedste produktioner i tv-branchen og folkene bag dem hædret.

’Killing Eve’ handler om en russisk lejemorder med kaldenavnet Villanelle, der jagtes af MI5 og samtidig er vildt betaget af agenten Eve, der er i hælene på hende.

Og de to kvinder, der i serien konkurrerer om at tage røven på hinanden, var meget passende begge nomineret til prisen for bedste kvindelige hovedrolle.

HBO-serie om sexet hitwoman og spændingssøgende kontormus er fremragende flot

Ifølge Politikens anmelder Henrik Palle spiller de da også begge »indædt fermt«, men søndag var det mordersken, dvs. den 26-årige britiske skuespiller Jodie Comer, der trak det længste strå og vandt.

Den kulørte lejemorder-figur er i øvrigt inspireret af Scary Spice fra Spice Girls, forklarede Phoebe Waller-Bridge, der har skrevet seriens manuskript til BBC.

»Hun var vild, hun var udfarende, og hun bekymrende sig ikke om, hvad folk tænkte om hende. Hun var bare virkelig cool«.

Ingen Bafta til Bodnia

Årets bedste kvindelige birolle gik også til ’Killing Eve’, nærmere bestemt til Fiona Shaw, der har rollen som efterretningstjenestens kolde og kyniske chef. Også den danske skuespiller Kim Bodnia, der optræder som russisk bagmand, Villanelles chef og en slags faderfigur og gør et overraskende comeback i sæson to, var nomineret for sin indsats, men måtte se sig forbigået.

I øvrigt gik prisen for bedste mandlige hovedrolle til Benedict Cumberbatch for hans indsats i dramaserien om Patrick Melrose.

Både den og ’Killing Eve’ kan i Danmark ses via HBO Nordic.

Birgitte Kjær

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her