Råt skal det være. Det kongelige eksperimentalensemble Corpus er gået i dansende aktion med støjrockbandet Baby in Vain i en fælles performance, ’The Real Raw’. En live-fusion af dans og musik skabt i samarbejde med Roskilde Festival, hvor den senere skal spille. ’Råhed, spotlight, kroppe, støj, intensitet, ungdom’ er slagordene.
Ret sjovt, at det første, der så sker, når publikum kommer til den kongelige A-sal, er, at man får uddelt ørepropper samt en gul advarselsseddel om, at der bliver brugt stroboskoplys, og at man absolut skal undgå øjenkontakt med laserlyset!








