En række breve til Cohens norske kæreste, Marianne Ihlen, bliver nu sat til salg.

»Nå, Marianne, det er nået dertil, hvor vi er blevet så gamle, at vores kroppe falder fra hinanden«: Leonard Cohens kærlighedsbreve til norsk muse sælges på auktion

Et af de breve, Cohen sendte til Marianne Ihlen.
Et af de breve, Cohen sendte til Marianne Ihlen.
Lyt til artiklen

Hun er Marianne i ’So Long Marianne’, og det var hende, der så en fugl pikke i en elledning og fik ideen til at skrive en sang om det.

Det blev til ’Like a Bird on a Wire’.

Kigger man på bagsiden af Cohen andet album, ’Songs from a Room’, er det Marianne Ihlen, man ser på billedet.

Ihlen mødte Cohen på den græske ø Hydra i 1960, og de følgende syv år havde de et forhold.

Det er 50 breve fra disse år, som nu kommer til salg hos auktionshuset Christie’s. De fleste af dem har aldrig været offentligt tilgængelige før.

Brevene, som er sendt fra Grækenland, Canada, Cuba, USA og Israel, er et kig ind i Cohens tidlige karriere og den særlige betydning, Marianne Ihlen havde på den.

Da de to mødte hinanden på Hydra, var Cohen en digter uden succes, og Ihlen nyskilt fra den norske poet Axel Jensen, som hun boede på øen med. Det var Ihlen, der opildnede Cohen til at synge sine digte, og man kan se i brevene, at hun hele tiden er med i hans tanker.

»Det er svært at skrive til dig. Bølgerne er for højlydte. Stranden er for overplastret, og du fylder mit hjerte for meget, til at jeg kan få noget ned«, skriver han i et brev fra september 1960 fra Tel Aviv.

Slægtskab til det sidste

I et brev fra Montreal er der måske en forklaring på verselinjen »You held on to me like I was a crucifix/ As we went kneeling through the dark«, skriver The Guardian.

I hvert fald mindes sangeren i brevet en slentretur i Paris, han havde med Ihlen, hvor hun lukkede øjnene og lod Cohen føre hende i blinde.

Leonard Cohen forlod Marianne Ihlen, men bevarede en forbindelse.

Kort før hendes død, skrev han til hende. Det var i juli 2016.

»Nå, Marianne, det er nået dertil, hvor vi er blevet så gamle, at vores kroppe falder fra hinanden, og jeg tror, at jeg kommer efter dig snart. Vid, at jeg er så tæt bag dig, at hvis du strækker din hånd ud, så tror jeg, du kan nå min«, skrev han blandt andet.

So long Marianne: Leonard Cohens afskedsord nåede hans norske muse på dødslejet

Fire måneder senere døde Cohen selv.

Brevene kommer på onlineaktion hos Christie’s i New York fra 5. til 13. juni. Du kan allerede nu kigge i dem her.

Emil Bergløv

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her