Det er måske ikke så mærkeligt, hvis man som dansker ikke har hørt om det lille filharmoniske orkester fra Oxford før, for det har kun eksisteret i 20 år – hvilket ikke er nogen alder for et klassisk symfoniorkester – og indtil for nylig hed orkestret noget helt andet.
Men Oxford Philharmonic Orchestra, som det kalder sig nu, optræder på hjemmebane i universitetsbyens imponerende Sheldonian Theatre, som danske tv-seere i hvert fald kender fra serien ’Inspector Morse’, og på scenen i Tivoli søndag viste det sig at være et stærkt sammenspillet orkester.








