Da vi først ser Gatsby, står han i det grønne lys fra lanternen ovre på den gammelrige side af sundet, hvor hans elskede Daisy bor. Han rækker hånden ud i mørket, og naboen Nick Carraway, den unge børsmægler og tilflytter fra Midtvesten, ser kun denne mærkelige gestus. Det er smukt og poetisk iscenesat.
Som Nick rammer Benjamin Kitter smukt balancen mellem fortællerens deltagelse og iagttagelse. At han kan træde ud af stykkets realisme og agere fortæller, viser, hvor isoleret han føler sig i Gatsbys kunstige verden, men også, hvor suverænt han styrer fortællingen om Gatsby, der ikke er noget uden netop den. Denne fortællerens måde at være i verden på er et vilkår i Nicks liv og en forudsætning for Gatsbys storhed. Nicks gestus som fortæller rummer lige så meget foragt som ømhed over for naboen.
