Én tone. Et lyst ’e’, slået an af aftenens ene solist, pianisten Per Salo, derefter strøget på violinen af den anden, Christina Åstrand. Og så igen, på samme måde. Og igen, og igen med en lille variation i styrke. Og igen og igen med mikroskopiske ændringer. Fem minutter. Udviklingen var tæt på fraværende og lige på kanten af det absurde. Og man tænkte: Allan Gravgaard Madsen, nu skal du vel ikke kun vise os din ironiske side, når du nu har fået chancen for at skrive et nyt værk til DR – og sætte din dybt fascinerende fornemmelse for form og klang i spil i landets fineste orkester?
Men så skete der noget. Flere instrumenter kom til. Tonerne var de samme, men de fik fylde og tyndede ud og blev skiftevis pågående og sarte. Og det var smukt at høre, hvordan musikken opstod som små nuancer, der bredte sig ud af et enkelt punkt til hele orkestrets bredde. Efter et kvarters tid dukkede 2. sats op med serier af store pulsslag, der ramte og tonede ud af lydbilledet som bund i en stor og elegant sammenvævet klangkomposition. Både dybe og tunge stød – raffineret sat sammen af pauke, kontrabas, kontrafagot og basun – og lyse og spinkle som modsvar i blandinger af violin, harpe, obo og vibrafoner slået med metal. Og så sluttede musikken med en lille 3. sats båret af et hurtigt klavermønster af korte toner, hvor der opstod smukke gnidninger med resten af orkestret.
