Kræsen har man lov at være hele livet. I hvert fald – må man have lov at argumentere – hvis der på menuen optræder nogle af de i særklasse ulækre retter, som folkene bag et helt særligt museum i Malmø med omhu har håndplukket rundtom i verden, og som nu også en tid bliver udstillet i Frankrig og USA.
På udstillingerne fristes der eksempelvis med en udsøgt omgang flagermussuppe. Med fåreøje serveret i tomatjuice. Og en ost fra Sardinien, der vrimler med maddiker.
At ikke delikatesser fra enhver krog på kloden nødvendigvis falder i resten af menneskehedens smag, er åbenbart, når man ser på billederne fra Disgusting Food Museum i Malmø, som åbnede for knap et år siden, og som gerne hjælper interesserede andre steder i verden med at åbne midlertidige udstillinger eller permanente filialer.
Uhm ... maddiker
På museet i Malmø kan man se, lugte til og i nogle tilfælde ligefrem smage på den eksotiske mad og således tilføje chok for smagsløgene til dem, øjet og tanken måske allerede har fået.
Har nogen fået lyst til mere privat at få sanselig nærkontakt af tredje grad med den ovenfor nævnte ost fra Sardinien, kan vi lokke med, at den får sin særlige smag ved, at man graver et hul i midten, hvor fluearten Piophila Casei så får lov at lægge æg. Ud af dem kommer der maddiker, som giver sig i kast med osten og udskiller et enzym, der bidrager til dens særlige konsistens og smag.
Casu marzu er dog på grund af den fremprovokerede forrådnelse forbudt at bringe over grænserne i EU.
Ideen til museet fik psykologen Samuel West, som tidligere har grundlagt, hvad han kalder Museum for Failure, en samling fejlslagne produkter som eksempelvis Googles briller og Coca-Colas Cola II. Men et museum for mad er bare lettere at begive sig hen på, som Samuel West har sagt til den svenske avis Expressen. For:
»Man kan ikke lugte til en tanke, men når man lugter til en rådden haj, ønsker man, at man aldrig var blevet født«.
På museets hjemmeside kan man læse sig til, hvad der ellers vanker af lækkerier blandt de i alt 80 retter fra kulturer og folkeslag fordelt over den ganske klode. Og man skal såmænd ikke langt væk for at få sin afsky vakt.
Der er for eksempel svenskernes egen surströmming, magre sild fermenteret ved gæring i saltlage i tre-fire måneder, hvilket udvikler gas, som afgiver en infam lugt af rådne æg.
Fatter de ikke lakrids?
Der er også det finske hákarl, nemlig grønlandshaj skåret i små stykker og nedgravet i seks-syv uger og derefter hængt til tørre i flere måneder, så lækkerbiskenen, når den serveres, lugter af ammoniak og smager af fisk og meget stærk ost.
Lakrids er såmænd også med på museet, men det må jo være, fordi der åbenbart findes mennesker i verden, der ikke forstår sig på slik, og som derfor finder vores helt naturlige hang besynderlig.
Længere sydøstover spiser folk frugten durian, en stor,pigbeklædt satan, der stinker stærkt af fyldt barneble, kan jeg og andre, som i asiatiske lande har tilbragt timer i en bus, hvor en medpassager havde frugten liggende i bagagenettet, hilse at sige. Smagen er sødlig og fad, men lugten så gennemtrængende, at der på mange hoteller og i offentlige bygninger i Sydøstasien ligefrem er forbud imod at medbringe et eksemplar.
På Disgusting Food Museum i Malmø, eller, som de kalder det derovre, Muséet med Äcklig Mat, er der såvel et udstillingsområde som et smagsafsnit. På vej gennem udstillingen lærer man om mad fra alverdens lande og får dernæst mulighed for at nippe til nogle af dem i en særlig smagsbar.
Styg smag – en god sag
Afsky regnes for en af menneskets seks grundlæggende følelser og har i menneskehedens historie haft den funktion at hjælpe os med at undgå sygdomme og farlige fødevarer, men selv om følelsen afsky er universel, er det ofte forskellige retter, vi finder afskyvækkende.
Og det dybere formål med museet er at udfordre vores opfattelse af, hvad der er lækkert, og hvad der er afskyeligt, kan man læse på dets hjemmeside.
Ved at tage op til fornyet overvejelse, hvad vi finder lækkert og ulækkert, kan vi eksempelvis ændre vores opfattelse af fødevarer, der er mere bæredygtige for kloden, som f.eks. insekter.
Skulle nogen have fået lyst til at åbne deres eget museum for ulækker mad, kan man på det svenske museums hjemmeside læse sig til, hvad man kan få hjælp til, og hvad man selv må klare.
Finansiering, lokaler og personale må man selv stå for, men alle de ækle retter stiller svenskerne gerne med. Ligesom de gerne uddanner personalet og leverer billetter samt brækposer til gæsterne.
fortsæt med at læse
