Man kan godt blive mellemsvært forbandet over replikkerne i ’Her til lands’ indimellem. Ja, og i dansk tv-dramatik i det hele taget. For det er korset over dem alle: Dialogerne, der temmelig ofte kammer over i det parodiske og antager en kunstlet tone – det, som Carsten Jensen i et af sine tidlige essays sammenfattede i replikken: »For fanden, Sussi, vi må da kunne tale om det« eller noget i den retning.
Det sker, når det teatralske, det fiktive, giver sig ugenert til kende. Som når en af de mandlige personer siger: »Hvorfor blev vi så svage«. Det er i og for sig ikke nogen dårlig replik. Havde den lydt på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, og var den blevet sagt af en mand i senmiddelalderlig militæruniform eller for den sags skyld af en stiliseret Ibsensk borger med vest og kravetøj, ville ikke en kat have gøet, men når den toner frem i et gråligt belyst parcelhus, hvor der er gået mange ekstra skridt for at sikre realismen, er effekten mere, som havde man sat et marchorkester til at akkompagnere Pia Raug og hendes ’Hej Lille Drøm’.
