Hvem kender ikke Debbie Harry? Det var den amerikanske sangerinde, der i sine velmagtsdage i 80’erne mindede om Marilyn Monroe, men blot sang endnu bedre. Bl.a. sang hun i et band med navnet Blondie.
Ud over drag queens, transkønnede etc. var den blonde sangerinde dengang en af de celebrities, som popkunstens ukronede konge, Andy Warhol, fattede særlig interesse for – og derfor lavede et typisk portræt af. Og der er ikke noget at tage fejl af. Man kan ikke tage fejl af en typisk Warhol.
Når Warhol portrætterer berømte mennesker, er han altid mand for at dyppe sine fotografiske forlæg i det mest voldsomme farvebad. ’Debbie Harry’ er et de ca. hundrede værker, som man kan se frem til at opleve næste år, i marts, på en større udstilling på Tate Modern i London. Fans af Warhol må have været tæt på at få abstinenser, for det er en af de første Warhol-udstillinger på stedet i 20 år.
Desuden er der en serie på 25 malerier af drag queens og transkønnede kvinder, som en italiensk kunsthandler, Luciano Anselmino, bestilte hos Warhol i 1974. De hævdes at være en af kunstnerens mest omfattende serier, men samtidig er de også en af hans mindst kendte.
For siden de blev udstillet i den italienske by Ferrara, i 1970’erne, har offentligheden ikke set meget til dem. Det kommer man til at gøre i marts i 2020, når udstillingen på Tate slår dørene op. Nutidens opmærksomhed på fænomenet queer har ikke gjort Andy Warhol mindre aktuel.
Og så har vi ikke engang nævnt en anden aktuel omstændighed ved Warhols baggrund og opvækst: Hans forældre var indvandrere til USA fra det nuværende Slovakiet.
Det fysisk største værk på den kommende udstilling er det ti meter brede ’Sixty Last Suppers’, som er et af de sidste arbejder, som Warhol udførte før sin død i 1987.
Og titlen skal tages helt bogstaveligt. Tavlen forestiller 60 ensartede fremstillinger af Den Sidste Nadver, ti stykker i længden og seks i højden.
fortsæt med at læse
