»Endelig spiller kunsten sin rette rolle: Den giver Irak stemme«, siger 30-årige Ali Issam til nyhedsbureauet AFP.
Han er en af de skuespillere, som hver dag mødes på Tahrir-pladsen i den irakiske hovedstad, Bagdad, for i overværelse af et bevæget publikum at dramatisere – simpelthen gennemspille – de voldsomme protester mod regeringen, som har præget landet i de seneste måneder – komplet med fremvisningen af teaterblodplettede kroppe på jorden, røg fra brændende dæk og lyden af skud.
Ifølge AFP skildrer pladsens skuespillere på skift skæbnen for hver sin ’martyr’, altså de hovedsagelig unge demonstranter, der betaler dyrt for at protestere mod landets korruption og arbejdsløshed.
I løbet af den periode, hvor protesterne har foregået i hovedstaden og i landets sydlige del, er omkring 430 mennesker døde, og 20.000 er sårede, og langt størstedelen af dem er demonstranter.
Imens filmer publikum ’forestillingerne’, så de kan spredes, live, via sociale medier.
Og det blodige virkelighedsteater er langtfra den eneste kunstform, der har fundet en ny scene på Tahrir-pladsen, for pladsen er blevet samlingssted for kunstnere, som fortolker demonstrationerne i skuespil, malerier, digte og litteratur.
Digte, musik, malerier
Den er blevet et »mini-kulturministerium«, som den unge instruktør Muslim Habib udtrykker det over for AFP.
Muslim Habib viser selv film på Tahrir-pladsen i et lille telt, han opstiller hver aften. ’Revolution Theatre’ står der på et skilt, og her kan pladsens mange interesserede se irakiske dokumentarer og andre filmværker. Teltbestyreren håber ifølge nyhedsbureauet på snart at kunne vise »film fra revolutionerne i Ukraine, Egypten og Syrien«.
Og så er der digterne, som lader deres revolutionære vers lyde hen over pladsen.
Og musikerne. Og malerne, som har udsmykket området med vægmalerier.
Og det døgnåbne bibliotek, som demonstranterne har åbnet i en besat bygning.
»Læsning er min måde at fortætte min uddannelse på«, siger en af de frivillige, 20-årige Mustafa, til AFP. Han har været nødt til at gå ud af skolen for at tjene penge til familien. Nu ønsker han at se Tahrir-pladsen overstrøet med bøger.
»Det er beviset på, at vi er vågne, at vi forstår, hvad der sker, og at vi forsøger at lykkes med det her«.
fortsæt med at læse








