Luften var tyk af røgen fra vandpibe, da jeg var sammen med Alaa Al-Aswany i Kairo. Det var i 2009, og Egyptens mest indflydelsesrige forfatter var fuld af optimisme. Vi sad på en lille udendørs café over for det forfaldne Hotel Windsor, hvor intet har ændret sig siden kolonitiden. Han mente, revolutionen var på vej i Egypten. Folk ville ikke længere finde sig i Mubarak-regimets undertrykkelse.
»Bare vent og se, tiden står ikke stille i Egypten«, sagde han.
Vi sad lidt tilbagetrukket fra gaden for at få fred. I de fire dage, vi tilbragte sammen i den egyptiske hovedstad for at lave tv til DR2, stoppede folk ham uafbrudt på gaden. Takkede ham for ’Yacoubians hus’, hans modige roman om politibrutalitet, kærlighed, vold og seksualitet i et samfund, der er råddent ind til benet.
To år senere var revolutionen i gang. Titusinder samlede sig på Tahrir-pladsen i Kairo, Aswany tilbragte selv mange dage på pladsen, kalder dem de lykkeligste i sit liv, og hans spådom gik i opfyldelse. Euforien og vreden, som udgik fra Tahrir-pladsen, og hver dag blev transmitteret af de internationale tv-kanaler, underminerede Mubarak-styrets legitimitet. Den egyptiske præsident måtte til sidst gå af, det arabiske forår blomstrede for alvor. I landet, hvor fortiden fylder så meget, tegnede der sig endelig en ny fremtid.
