I 15 år har fastfoodkæden Real Kung Fu haft det samme logo. Men nu kræver Shannon Lee en erstatning på omkring 200 mio. kr., fordi logoet ligner hendes far.

Bruce Lees datter sagsøger fastfoodkæde for trecifret millionbeløb

Bruce Lee Enterprises LLC mener ikke, at Real Kung Fu har fået lov til at gøre brug af et logo, der til forveksling ligner Bruce Lee. Foto: Noel Celis/Ritzau Scanpix
Bruce Lee Enterprises LLC mener ikke, at Real Kung Fu har fået lov til at gøre brug af et logo, der til forveksling ligner Bruce Lee. Foto: Noel Celis/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den kinesiske fastfoodkæde Real Kung Fus logo forestiller en mørkhåret mand, som er klar til at give sin potentielle modstander knytnæveslag eller trykspark i ansigtet.

Og så ligner han til forveksling den afdøde kampsportsudøver og skuespiller Bruce Lee.

Sådan har kædens logo set ud i 15 år, men det kan meget vel få en ende snart: Bruce Lee Enterprises LLC, der står for merchandise og skuespillerens eftermæle, har nemlig valgt at sagsøge Real Kung Fu på grund af logoet, som de angiveligt ikke har ret til at gøre brug af.

Det skete onsdag, hvor Bruce Lee Enterprises LLC anlagde sagen ved en domstol i Shanghai.

Shannon Lee, direktør i firmaet og Bruce Lees datter, kræver en erstatning på omkring 200 millioner kroner, at logoet ikke længere må bruges, og at kæden melder klart ud, at de intet har med Bruce Lee at gøre.

Det skriver Reuters.

Men ifølge Real Kung Fu er logoet blevet godkendt af lokale myndigheder.

»Rettighederne til logoet blev skaffet efter en rigid undersøgelse foretaget af det nationale varemærkeagentur. Vi har allerede gjort brug af det i 15 år«, lyder responsen fra fastfoodkæden på Weibo, der er en kinesisk pendant til Twitter, ifølge BBC.

»Vi er forvirrede over, at vi bliver sagsøgt så mange år senere. Vi er nu i færd med at undersøge sagen for at kunne komme med en officiel udmelding«.

»Han fremstår som et arrogant røvhul fuld af varm luft«: Bruce Lees datter kritiserer Tarantino for portrætteringen af sin far i stjerneinstruktørens nye Hollywood-basker

Kæden, der sælger kinesiske retter med ris som tilbehør, blev grundlagt i 1990 og har omkring 600 restauranter i flere end 57 kinesiske byer.

Det er ikke første gang, Shannon Lee forsøger at beskytte sin fars eftermæle: I forbindelse med premieren på Quentin Tarantinos film ’Once Upon a Time in Hollywood’ langede hun ud efter instruktøren og filmen.

I filmen spiller den amerikanske skuespiller Mike Moh afdøde Bruce Lee, og datteren mener, at faren blev karikeret i filmen, således at han fremstod arrogant.

Simon Baastrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her