Vinteren disciplinerer, døden disciplinerer. Det havde jeg bare glemt alt om i januar. Først vred jeg min skulder af led, så forstuvede jeg min ankel, og til sidst lå jeg bare og gispede på sofaen, mens jeg ventede på, at tingene blev bedre af sig selv. Det blev de ikke.
Men januar blev afløst af februar, og jeg var et smut i Spanien, hvor der var sol, og pludselig kunne jeg gå på min fod igen. Jeg fik en lille bitte smule energi. Jeg følte mig som et frø dybt begravet i jordens mørke, jeg begyndte at røre på mig. Jeg kom hjem, jeg tog mig sammen til at spise den antiinflammatoriske medicin, lægen havde ordineret til min skulder, jeg kiggede ud ad vinduet og så, at lyset var begyndt at vende tilbage. Jeg købte potter, jeg stillede løg i vinduet.
