Homoseksuelle og etniske minoriteter er overrepræsenteret i britisk tv, viser ny undersøgelse. BBC får kritik for bevidst at fremme minoriteter.

Er der for mange bøsser, lesbiske og minoriteter på britisk tv?

Den britiske tv-vært, Maya Jama, har somalisk-svensk baggrund og er en af de mange farvede briter, der optræder på de britiske tv-stationer.
 Foto: Tolga Akmen/Ritzau Scanpix
Den britiske tv-vært, Maya Jama, har somalisk-svensk baggrund og er en af de mange farvede briter, der optræder på de britiske tv-stationer. Foto: Tolga Akmen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Næsten hver fjerde, der optræder på britiske tv-skærme, er sorte, farvede eller tilhører en etnisk minoritet, viser en større undersøgelse om mangfoldighed på de britiske tv-stationer, skriver The Times.

Helt præcist udgør de 23 procent af de mennesker, briterne møder på deres tv-skærme. Og det er en væsentligt større andel, end de etniske minoriteter og farvede udgør af den britiske arbejdsstyrke, nemlig 13 procent, viser den årlige opgørelse fra interesseorganisationen Creative Diversity Network, som arbejder på at styrke mangfoldigheden i britisk tv.

Undersøgelsen er baseret på 30.000 tv-produktioner på de 5 største britiske tv-stationer, BBC, ITV, C4, C5 og Sky, skriver The Times.

Overrepræsentationen af etniske minoriteter er særlig stor i dramaproduktioner, hvor de udgør 26,4 procent, og endnu større på børne-tv, hvor etniske minoriteter udgør 30,3 procent af de mennesker, seerne møder på skærmen.

Lesbiske, bøsser og biseksuelle udgør ifølge undersøgelsen 11,9 procent af alle på skærmen, selv om de er estimeret til kun at udgøre 6,4 procent af den britiske befolkning som helhed.

’Woke propaganda’

Opgørelsen fra Creative Diversity Network kommer, efter at BBC er blevet kritiseret for det, briterne kalder ’woke propaganda’ – at man bevidst fremmer minoriteter og identitetspolitik.

BBC er blandt andet blevet kritiseret for at lade farvede spille store roller i britiske klassikere som Dickens ’Et juleeventyr’ fra 1843, hvor der ikke var mange farvede i London. BBC har omvendt forsvaret sig med, at tv-stationen blot forsøger at afspejle mangfoldigheden i Storbritannien i dag, skriver The Times.

Men det er kun foran kameraet, at etniske minoriteter og homoseksuelle er overrepræsenteret. Så snart man bevæger sig om bag kameraerne til instruktører, manuskriptforfattere og producere, er de stadig markant underrepræsenteret, skriver The Times.

Der er også grupper, som ikke fylder så meget på tv, som de gør i den britiske befolkning. Selv om folk over 50 udgør 31 procent af befolkningen, udgør de kun 20,1 procent af de mennesker, der optræder på tv-skærmen. Og handikappede, der udgør 17 procent af befolkningen, udgør kun 7,8 procent på skærmen, viser undersøgelsen.

Til gengæld ser det ud til, at kønnene er blevet ligestillet på britisk tv. Kvinder udgør en lille overvægt med henholdsvis 52,4 procent af dem, der optræder på skærmen, og 53,7 procent af dem, der arbejder bag skærmen.

Torben Benner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her