I skulle skamme jer, lyder det fra en kollega, efter at Chase Rice har delt en video fra en koncert i Tennessee.

»Skam over hver eneste af jer, selvoptagede røvhuller«: Countrystjerner får hug for at gennemføre koncert for tætpakket publikum

Chase Rice møder massiv kritik efter at have gennemført en koncert med et tætpakket publikum.  Foto: LEP Hamburg/Wikimedia Commons
Chase Rice møder massiv kritik efter at have gennemført en koncert med et tætpakket publikum. Foto: LEP Hamburg/Wikimedia Commons
Lyt til artiklen

Det vækker harme hos flere kolleger, at countrysangeren Chase Rice lørdag spillede for et større publikum i Tennessee.

Efter koncerten delte Chase Rice en videooptagelse fra scenen på Instagram og skrev: »Vi er tilbage«.

På videoen ser man et tætpakket publikum foran scenen, der rocker skulder ved skulder til musikken uden overhovedet at holde afstand. Og det går ikke i en tid, hvor covid-19 stadig breder sig i USA, mener flere af hans kolleger.

Tennessee registrerede fredag 1.410 nye smittede, det hidtil største antal under coronakrisen.

Den populære countrysanger Kelsea Ballerini skriver i et tweet til Chase Rice:

»Tænk at være selvoptaget nok til at sætte tusindvis af menneskers sundhed på spil, for ikke at tale om risikoen for, at det breder sig som ringe i vandet, ved at spille en normal countrykoncert lige nu. Vi vil alle sammen gerne på tour. Vi bekymrer os bare nok for vores fans og deres familier til at vente«.

I et rasende tweet skriver countrysangeren Will Hoge: »I burde skamme jer alle sammen. Dine bandmedlemmer burde skamme sig. Dit managerteam, folkene i dit musikselskab og dine agenter burde alle indse, at I alle sammen er en del af problemt. Skam over hver eneste af jer, selvoptagede røvhuller«.

Chase Rice er ikke den eneste countrystjerne, der i weekenden har lagt en video ud fra en koncert med et stort og begejstret publikum, skriver Variety.

Også Chris Janson har delt optagelser på de sociale medier. Men sent søndag fjernede han dem igen.

Brushy Mountains i Tennessee, der afholdt koncerten med Chase Rice, siger til Variety, at alle sikkerhedsforanstaltninger blev overholdt. Der er normalt plads til 10.000, men der var under 1.000 til koncerten, langt færre end Tennessees anvisninger om maksimalt at lukke 50 procent af den normale kapacitet ind.

Brushy Mountains oplyser desuden, at alle gæster fik deres temperatur tjekket, inden de blev lukket ind.

Og ifølge Variety er der også folk på Twitter, der forsvarer Chase Rice og koncerten.

»Jeg var der, det var en fremragende koncert. Der var masser af plads til folk, der ønskede at holde distance«, skriver twitterbrugeren Alex Fountain.

Torben Benner

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her