Denne sommer er naturen det store tema i Politiken. Samtidig er det i år som bekendt 250-året for Ludwig van Beethovens fødsel. Og så er det jo sjovt at tage et kig på, hvad musikgeniet over dem alle stillede op med naturen – og hvor han i grunden fik sin inspiration fra.
Beethoven gik tit ture i det fri uden for Wiens travle bykerne, der på hans tid var et larmende og stressende sted, invaderet af Napoleons franske tropper. På sine gåture fik Beethoven ofte musikalske ideer, som han skrev ned i en skitsebog, han altid havde med i inderlommen.







