Det er snart fyrre år siden, jeg sad med sluserne helt åbne og lod Ron Frickes billeder og Philip Glass’ musik skylle gennem mig i en art cinema-biograf på Gneisenaustrasse i Vestberlin, men de har aldrig forladt mig.

Det er Godfrey Reggios mesterværk ’Koyaanisqatsi’ fra 1982, jeg taler om. 1 time og 17 minutter, hvor dårende smukt filmet natur kontrasteres mod alt det, vi kalder civilisation: atomkraftværker, bilkøer, eksploderende rumraketter og hotdogs. ’Koyaanisqatsi’, selve titlen, betyder på Hopi-sprog ’ude af balance’, og det var med den sparsomme viden om filmens anliggende, at jeg som ung og modtagelig studerende gik ind i biografen. Interessant, at Reggio oprindelig slet ikke havde haft nogen titel, det var noget, Francis Ford Coppola, der blev executive producer på filmen, tvang igennem i sidste øjeblik.