Afonso Cruz ankommer i dansk oversættelse med et flot skudsmål i ryggen som »en af de stærkeste stemmer i portugisisk samtidslitteratur« ifølge El Pais. På den baggrund kan jeg ikke lade være med at føle mig en smule undervældet.

Måske er der til dels tale om en ikke helt ualmindelig kulturkløft. Man orienterer sig forskelligt, har forskellige rødder. Cruz har helt naturligt Borges, Pessoa og Boris Vian som tre pejlemærker. Ikke just noget nyt dér. Men hvad der opleves som ny og spændende litteratur i den ene ende af det europæiske kontinent, kan virke tamt i den anden ende.