Skats nye inddrivelsesessystem har inddrevet langt flere licenspenge, end man er vant til, og de mange millioner bliver nu fordelt mellem filmbranchen og især besparelsesramte DR.

Uventet effektivitet hos Skat sikrer DR og dansk film 89 millioner kroner

DR tager for tiden seerne med til fjorden  Kangerlussuaq, hvor et afsnit i serien 'Nak & æd' er optaget. Og der er mere tv fra Grønland på vej i anledning af 300-året for den dansk-grønlandske forbindelse og en ekstra pose penge. Foto: Thomas Rounborg
DR tager for tiden seerne med til fjorden Kangerlussuaq, hvor et afsnit i serien 'Nak & æd' er optaget. Og der er mere tv fra Grønland på vej i anledning af 300-året for den dansk-grønlandske forbindelse og en ekstra pose penge. Foto: Thomas Rounborg
Lyt til artiklen

Et plaster på såret. Sådan må det opleves hos DR, når et bredt flertal af landets partier nu søger for, at landets største public service-medie får 64,4 mio. kr.

Institutionen har nemlig allerede gennemført en stor del af de besparelser på 20 procent, som den borgerlige regering sammen med DF vedtog i 2018, og har kun på grund af særbevillinger holdt liv i kanaler som P6 Beat og P8 Jazz.

Men som følge af at Skats nye inddrivelsessystem har vist sig usædvanlig effektivt, har man kunnet inddrive uventet mange licensmidler, som politikerne nu lader komme DR til gode.

»Coronakrisen har gjort det tydeligt, hvor værdifuldt det er at have en stærk public service-institution som DR, der samler os og styrker vores demokrati«, siger kulturminister Joy Mogensen (S) i en pressemeddelelse.

Pengene kan DR dog ikke disponere helt frit over. En del af dem skal gå til en kommende satsning i forbindelse med 300-året for den dansk-grønlandske forbindelse, lyder det i aftalen.

Også penge til Fyn og Vestdanmark

Også filmbranchen, der har været hårdt ramt af coronanedlukningen, får gavn af Skats ihærdighed.

23 mio. kr fordeles med 17 mio. kr. til Det Danske Filminstitut for at sikre, at der ikke støttes færre danske film de kommende år, 5 mio. kr. går til puljen, der skal dække tab på ikke-DFI-støttede produktioner, og 3 mio. kr sendes til de regionale filmfonde i Vestdanmark og FilmFyn.

»Det er vigtigt, at vi holder gang i dansk produceret indhold og dermed sikrer den danske kulturarv og danske arbejdspladser. Danmark er kendt i verden for fantastiske film. Coronakrisen har ramt de danske producenter hårdt, og vi skal gerne have et sundt produktionsmiljø på den anden side af corona«, udtaler Birgitte Bergman, kultur- og medieordfører for Det Konservative Folkeparti, i en pressemeddelelse.

Folketingets partier går i disse dage i gang med at forhandle om næste års finanslov. Og på kulturområdet vil regeringen spille ud med, at de planlagte besparelser på DR bliver annulleret.

Birgitte Kjær

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her