0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nytårstilbud: Følg med i Politiken hele året for kun 2021,- Køb nu

5 hjerter: Det russiske trykluftbor river dine ører af

Dobbeltalbummet ’Silver Age’ er skarp klaverkost, men belønningen er stor og kontant. Daniil Trifonov er simpelthen det stærkeste russiske klavernavn i vores tid.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
PR
Foto: PR

Daniil Trifonov er på rejse tilbage til en skarp, sølvskinnende russisk musikfortid på sit forrygende nye dobbeltalbum.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Russisk klavermusik er en enorm skattekiste, og den russiske pianist Daniil Trifonov er simpelthen det stærkeste russiske klavernavn i vores tid. Derfor er det en kæmpe oplevelse sammen med den 29-årige virtuos fra Novgorod at rejse baglæns i tiden og dykke ned i den enorme sølvskat, han på sit nyeste album sælger som den russiske klavermusiks ’Sølvalder’.

Andre pianister ville knække halsen ved at lægge ud med så avanceret musik af Stravinsky som hans ’Serenade’ for soloklaver. Men under Trifonovs magiske fingre bliver den næsten atonale musik levende og skinnende.

Prokofjevs tæske-hårdtslående ’Sarkasmer’ med deres miks af flere tonearter på samme tid er heller ikke normalt en bestseller. Men Trifonov er ikke nogen normal pianist. Han åbner musikken uden at gå på kompromis med dens karakter af provokation, og man kan mærke sølvkvaliteten i hans suveræne tag på tangenterne, når han glider direkte over i den sidste af Prokofjevs klaversonater fra Anden Verdenskrig, som hans forgænger Emil Gilels uropførte i 1944, hvor indledningens melankoli hurtigt viger pladsen for flintrende fingerbrækkeri og heftige akkorder med krasse tonesammenstød.

Trifonov har fat i det hårde skyts. Musikken har hård og skarp kant. Men hans overlegenhed ved flyglet forvandler metal til melodi. Man lytter med nydelse, alle dissonanserne til trods, mens man mindes om, at Prokofjev selv var en allerhelvedes god pianist, der bestemt ikke havde noget imod at chokere borgerskabet.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts