En ting er at blive døv. Det var i sig selv så voldsom en prøvelse, at Beethoven i sin tid var ved at tage livet af sig på grund af det. Noget andet er, at verden så lukker ned, når man endelig skal fejres med et drøn, fordi man fylder 250 år.
Ludwig van Beethoven gik glip af den megafest i 2020, der ellers var planlagt for ham, på grund af covid-19. En fest, som blandt andet skulle have fundet sted i Bonn, hvor han blev født, og i Wien, hvor han boede og arbejdede. Fra New York til New Delhi skulle fyrværkeriet være sprunget. Det blev ikke til så meget.
Men på albumfronten fik Beethoven fuld opmærksomhed. Fra hans store symfonier til hans mindste klaverstykker er geniet med de bistre ansigtstræk med på listen over de bedste klassiske album, vi anmeldte i Politiken i løbet af året, og det skønne var, hvor meget nyt musikerne havde at tilføje til den musik, vi ellers syntes, vi kendte så godt.
Hvor mange vidste, at Beethoven havde snuppet idéen til sin kendte ’Pastoralesymfoni’, der skildrer en begivenhedsrig tur på landet med fuglesang, dansende bønder og tordenvejr, fra en anden komponist, der hed Justin Heinrich Knecht? En komponist, vi i dag har glemt alt om, men hvis store symfoni ’Le portrait musical de la nature’ er glimrende. Hvem troede, Beethovens ’Skæbnesymfoni’ kunne spilles så vildt, som maverick-dirigenten Teodor Currentzis gjorde det i år? Og hvem troede, der skulle komme en ny indspilning af ’Für Elise’, man faktisk gad lytte til?
