Den danske dokumentarfilminstruktør Mads Brüggers seneste film, ’Muldvarpen’, er blevet solgt til 15 lande, skriver MediaWatch.
Dokumentaren, der er et resultat af en flere år lang infiltrering af det nordkoreanske styre, og som afslører ulovligt salg af våben og stoffer og generel skurkagtig opførsel, er produceret med støtte fra DR, NRK, SVT og BBC.
Ifølge DR er der forhandlinger med en lang række andre lande om at købe dokumentarfilmen, der fik stor international opmærksomhed ved sin premiere i oktober.
Her på avisen var vi – i lighed med det generelle anmelderkorps – meget begejstret for filmen.
»Det er måske ikke den store overraskelse, at Kim Jong-un ignorerer internationale sanktioner bag kulisserne, men det er nyt, at det bliver dokumenteret så åbenlyst som her. Og det er nok også overraskende for mange, at Nordkorea er så veletableret i det globale sorte marked, at dets udsendinge kan flyve uhindret rundt mellem Europa, Afrika og Mellemøsten for at gøre forretninger med et varekatalog fuldt af ubåde, tanks og langdistancemissiler. Med andre ord: Det ser ikke godt ud, det her«, som vores anmelder skrev.
»Når man ser Netflix-dokumentarer, der virkelig har global impact, så tænker man jo lidt: Formår vi ikke også med vores stolte tradition for dokumentarer i DR at komme ud på et meget større marked? Det er ’Muldvarpen’ så et eksempel på«, siger Erling Groth, dokumentarredaktør på DR, til MediaWatch.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter