Amerikansk musikerpar har optaget deres barns bevægelser i livmoderen og omsat dem til lyd, der nu udkommer på albummet ’Sounds of the Unborn’. I barnets navn.

Baby udgiver album optaget inde i mors mave

Luca Yupanqui med sine forældre, Elizabeth Hart og Iván Diaz Mathé.  Foto: Sacred Bones Records
Luca Yupanqui med sine forældre, Elizabeth Hart og Iván Diaz Mathé. Foto: Sacred Bones Records
Lyt til artiklen

Luca Yupanqui kan skrive ’foster-musiker’ på sit cv en dag. For mens hun boltrede sig i sin mors mave, blev hendes bevægelser optaget og derefter omdannet til lyd, som nu udkommer som albummet ’Sounds of the Unborn’ i hendes navn.

Ifølge The Guardian var de amerikanske musikere Elizabeth Hart og Iván Diaz Mathé som de fleste andre forældre dybt fascinerede af det liv, de var ved at sætte i verden, og besluttede sig for at give det en stemme.

De optog derfor deres ufødte barn i fem timer lange sessions med elektroder fæstnet til Harts mave og brugte derefter biosonisk midi-teknologi til at omdanne vibrationerne til lyd på Mathés synthezisere. Og redigerede materialet så nænsomt som muligt for at lade »Lucas budskab eksistere i sin rå form«.

Pladeselskabet Sacred Bones Records har til The Guardian sagt, at Yupanqui vist er fan af sit eget værk – at dømme efter hendes deltagelse under færdiggørelsen af albummet, da hun var blevet født.

»Hendes bevidsthed om, hvad der foregik, var forbløffende. Hun spærrede øjnene op og stirrede intenst på sine forældre, som om hun genkendte sine egne lyde fra tiden i livmoderen«.

Resultatet udkommer 2. april.

Charlotte Sejer

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her