Det er små franske klaverstykker – små bidder følelsesladet barokmusik af Jean-Philippe Rameau eller impressionistiske klangblokke af Claude Debussy – der er brændstoffet i Víkingur Ólafsson melankolske klangmaskine. Vi får dem både, som stykkerne står skrevet i noderne spillet på moderne flygel, som knirkende barmusik efter lukketid på et skramlende klaver og som elektronisk bearbejdet og sunget musik.

Vi kommer langt fra det klassiske udgangspunkt på Víkingur Ólafssons tre seneste korte udgivelser. Og det fungerer overraskende smukt i sin egen klarsynede tristhed.