0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Teater i krise: »Det er ikke andet end et bord i et rum og en bunke rekvisitter«

Der er noget akut og kamikazeagtigt over tre gode forsøg med digitalt teater, der knokler for at finde en plads i en sceneløs verden.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Catrine Zorn
Foto: Catrine Zorn

Ernesto Piga Carbone står alene på scenen, der er blevet til et virtuelt laboratorium, hvor hunden er digital og hedder Camus, og den afdøde bror kommer tilbage som maske.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Aalborg Teater skal have point for at være det danske teater, der mest hårdnakket nægter at give op lige nu, hvor teatrene har svært ved at finde ud af, hvad teater er, når scene og publikum er væk. Er det overhovedet noget? Det er der gennem det sidste år desværre ikke rigtig meget, som har tydet på.

Svaret står heller ikke mejslet i granit med teatrets to nye digitale satsninger, ’The Robot Project’ og ’Jeg har skudt mig selv for sidste gang’. Men hvor Aalborgs opsætning af Herman Bang-forestillingen ’Tine’ tidligere i år lod, som om det var traditionelt teater, der ikke skulle streames, forsøger de to nye faktisk at udfordre scenekunstens formater og traditioner. I ’Jeg har skudt mig selv for sidste gang’ inddrages tilskueren, kameraet er håndholdt og scenen forsvundet. Vi befinder os i et interimistisk backstageområde, karaktererne er i krise over at være taget ud af deres oprindelige kontekst – som en af dem pludselig indser:

»Det er ikke andet end et bord i et rum og en bunke rekvisitter«.

Og det har vi jo altid vidst om teatret, så fedt, at spillerne også opdager det – lige nu giver det ekstra god mening at lade alle illusioner falde.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter