Jeg elsker virkelig konceptet brevkasser. Ud over at de med tiden bliver historiske kilder til tidstypisk følelsesliv, synes jeg også, at der er en stor skønhed og dyb trøst i, at vi som mennesker har godt af at høre tingene igen og igen, på forskellige måder og fra forskellige mennesker.

Der er en slags sjæleligt evigt sisyfosarbejde på spil i brevkasseformatet, som på mange måder mimer de menneskelige erkendelsers guldfiskenatur. En tur rundt i hverdagens bowle, og så er vi klar til at få det gode råd igen, modtage trøst og spejling. Jeg tror ikke, man én gang for alle kan hamre en teltpæl gennem en følelsesmæssig indsigt med effektiv selvtilfredshed og så tro, at så er den indre carport bygget. Hver dag (uge, måned, år) kræver nye svar eller variationer af de gamle.