En Facebook-side solgte billetter til en Harry Potter-koncert i DR Koncerthuset, der aldrig skulle finde sted. Det tog Facebook over en uge at fjerne fup-begivenheden.

7.000 DR-koncertgængere snydt af fupevent på Facebook

Den falske begivenhed lokkede med John Williams-musik fra 'Harry Potter'-serien.   Foto: Caroline Seidel/Ritzau Scanpix
Den falske begivenhed lokkede med John Williams-musik fra 'Harry Potter'-serien. Foto: Caroline Seidel/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

»Kom med på en flyvetur gennem John Williams’ imponerende filmmusik fra Harry Potter-serien«.

Sådan lød publikumsinvitationen på en nu slettet Facebook-begivenhed, som 7.200 brugere på det sociale medie havde angivet, at de var ’interesserede’ i. Stedet var DR Koncerthuset. Afsenderen var tilsyneladende DR selv.

I virkeligheden fandtes der imidlertid ikke et sådant arrangement, og forsøgte du at tilmelde dig, blev du ledt ind på en hjemmeside med et gebrokkent engelsk, hvor du blev forsøgt franarret dine kreditkortoplysninger.

DR anmeldte derfor fupbegivenheden til Facebook – ad 6 omgange – for at få dem til at fjerne den. Alligevel skulle der gå 10 dage, før Facebook reagerede.

Det skriver B.T.

Peter Münster, der er Facebooks kommunikationschef i Norden, forklarer til B.T., at da det sociale medie hver dag får mange klager – også af sider og begivenheder, der reelt ikke har gjort noget forkert – er »systemet også nødt til at være robust«, så alt ikke blot bliver øjeblikkeligt slettet, så snart nogen anmelder det.

Han anerkender dog, at Facebook har et ansvar, når den slags svindelbegivenheder bliver oprettet på deres platform.

Samtidig gør han dog opmærksom på, at den fiktive begivenhed var sat til at løbe af stablen 3. april, og at der derfor efter hans mening ikke de sidste mange dage har været behov for en akut indgriben.

Casper Remmer Jeppesen, der er chef for kommerciel udvikling og drift i DR Koncerthuset, er »utroligt irriteret« over, at brugere med interesse for DR Koncerthuset er blevet svindlet.

Han opfordrer samtidig til, at brugere der ser begivenheder fra DR Koncerthuset på Facebook krydstjekker med koncerthusets egen hjemmeside og køber deres billet den vej igennem.

De falske begivenheder på Facebook har længe været et stort problem – også for andre end DR. Politiken har tidligere fortalt, hvordan adskillige danske livearrangører kæmper med falske begivenheder i deres navn. Også ved den lejlighed lød der kritik af Facebooks håndtering af de falske begivenheder.

»Man kan anmelde i et væk, men jeg synes ikke, at det går hurtigt nok med at få ryddet op i Facebook-profilerne«, udtalte sekretariatschef i Dansk Live, Esben Marcher.

Ikke desto mindre fortsætter problemet med uændret styrke. I øjeblikket kan man bl.a. finde falske danske koncertbegivenheder på Facebook med Kashmir, Erasure, Celine Dion og A-ha.

Jesper Lindstrøm Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her