Da Vilhelm Hammershøi kom til verden, var fotografiet stadig et meget ungt medie, men med store muligheder. Hvis man ønskede pålidelige billeder af den nære omverden, fandtes der ingen bedre hjælpemidler. Det benyttede Hammershøi sig af, i særlig grad.
Allerede da han var lille, blev der taget billeder af ham. Siden fotograferede han også selv og udviklede sig i takt med, at fotografien også gjorde det. Det ved vi fra det materiale – ud over de 17 malerier – som i dag findes i Den Hirschsprungske Samling: tegninger, breve, udklip – og ikke mindst gamle familiefotos. Nu er det meste hentet frem og sat op på væggene for at kaste lys over ikke bare en ny side af kunstneren, men også et venskab, som ikke tidligere har været holdt op mod lyset.








