0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Der er lidt stille på chokoladefabrikken. Så sætter den dæmoniske Willy Wonka fut i det hele

Aarhus Teaters opsætning af musicalversionen af ’Charlie og chokoladefabrikken’ er en lidt blandet fornøjelse. Visuelt kommer den vidt omkring, mens den musikalsk ikke rigtig rykker sig for alvor.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Emilia Therese
Foto: Emilia Therese

Simon Mathew sætter fut i det hele med sin dæmoniske apparation og komik, der låner lidt fra Johny Depps fortolkning af Willy Wonka-figuren.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En ret god tommelfingerregel angående en musicalforestillings musikalske kvalitet er, om man kan huske nogle af sangene, når man er kommet hjem.

Bringer man den i anvendelse vis-a-vis Greig og Shaimans versionering af Roald Dahls klassiske børnebog med stadigt henblik på Tim Burtons filmversion fra 2005, er der to, som bliver længere i systemet end tandlægens æter. Det er først og fremmest den voksne hovedperson Willy Wonkas ’Pure Imagination’, som har alle de egenskaber, en god showstopper skal have. Og dernæst – og det er en smule problematisk – ’The Candy Man’, der hidrører fra den første filmudgave af historien, instrueret af Mel Stuart tilbage i 1971 og saligkåret af Sammy Davis Jr. året efter.

Dette forhold peger på, at forestillingens originale sange for de flestes vedkommende er, hvad man kan kalde for generisk musicalmateriale. Ikke dårlige, ikke uefne. De er effektive, passende i situationen, men uden den ekstra ørehængerfaktor, der gør forskellen på en okay musical og en uforglemmelig.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere