En ret god tommelfingerregel angående en musicalforestillings musikalske kvalitet er, om man kan huske nogle af sangene, når man er kommet hjem. Bringer man den i anvendelse vis-a-vis Greig og Shaimans versionering af Roald Dahls klassiske børnebog med stadigt henblik på Tim Burtons filmversion fra 2005, er der to, som bliver længere i systemet end tandlægens æter. Det er først og fremmest den voksne hovedperson Willy Wonkas ’Pure Imagination’, som har alle de egenskaber, en god showstopper skal have. Og dernæst – og det er en smule problematisk – ’The Candy Man’, der hidrører fra den første filmudgave af historien, instrueret af Mel Stuart tilbage i 1971 og saligkåret af Sammy Davis Jr. året efter.
Dette forhold peger på, at forestillingens originale sange for de flestes vedkommende er, hvad man kan kalde for generisk musicalmateriale. Ikke dårlige, ikke uefne. De er effektive, passende i situationen, men uden den ekstra ørehængerfaktor, der gør forskellen på en okay musical og en uforglemmelig.
