Det er et bemærkelsesværdigt sammenstød: En afrikansk kvinde poserer med køkkenredskaber på hovedet iført en victoriansk kjole.
Motivet er fra fotoserien ’African Victorian’, der skal illustrere, hvordan levnene fra fortidens magtforhold også har betydning for afrikanske kulturer i dag.
Serien består af 17 fotografier af afrikanske kvinder iført draperede skørter, der emmer af kolonitid. Nogle af kjolerne er i farvestrålende afrikanske mønstre, de fleste af kvinderne bærer redskaber eller afgrøder med referencer til afrikanske kulturer. Fotografen bag, 27-årige Tamary Kudita, vil vise, hvilken betydning den afrikanske koloniarv har for den kontinentets identitet i dag.
I et interview med amerikanske NPR fortæller Kudita, at hun selv på tiptipoldeforældreniveau er efterkommer af en sydafrikansk plantagearbejder og en britisk kommissær.
»Det blandede forhold inspirerede mig til at finde måder, hvorpå jeg kunne formidle den sammensathed, der er knyttet ind i den afrikanske identitet«, siger hun i interviewet med NPR.
»I de her fotografier forsøger jeg at sætte historien i en ny kontekst og forstærke sorte kvinders oplevelser«.
Sin egen forhistorie kan Tamary Kudita ikke genbesøge, men hun bruger fotografiet til at forsøge at skabe nye regler. Regler, der giver hende mulighed for gennem linsen at få adgang til oplevelser i fortiden, hun ellers er afskåret fra.
’African Victorian’ har været udstillet i både Zimbabwe og New York. I april vandt den en pris ved Sony World Photography Award.
fortsæt med at læse








