Den ødelagte far og den døende datter, dernede på den kæmpestore blanke scene i halvmørke og kun med orkestrets forsigtige strygere at støtte sig til ude midt i ingenting på Midtsjælland, i syngende desperation efter små tre timers psykodrama – der viser Opera Hedeland, at de kan skabe helt særlige øjeblikke.

Når dramaet fortætter sig, og alt kun bevæger sig nedad i sort tragedie, så glemmer man den kolde vind, der gør orkesterlyden fjern og bleg, og en iscenesættelse, der ikke helt fungerer i første del. For det er forbandet smukt, det, der foregår den sidste time.